Teater

Først teater - så juleferie

BRØNDERSLEV:FOAs Seniorklub runder i aften efterårssæsonen af med en tur til Vendsyssel Egnsteater, hvor deltagerne skal se komedien Svend, Knud og Valdemar. Inden forestillingen er der buffet, der ifølge seniorklubbens formand Ellen Hermansen er en konge værdig. - Vi glæder os over et efterår med blandt andet en seksdages tur til Dagali i Norge. Det var en tur med mange oplevelser. Blandt andet så vi ulve, losser og yakokser, og vi nød landskabet med højfjelde, vandfald og dale. Hun tilføjer, at turens succes var betinget af de festlige mennesker, en dygtig chauffør, guide med stor viden, en rar hotelfatter og et hotel med god service. Efteråret i seniorklubbens regi har også budt på besøg på Falcks Vagtcentral i Brønderslev. - Vi hørte om og så på skærme, hvor effektivt og godt de kan koordinere hjælp over hele landet. Med den uddannelse og det udstyr reddere har i dag, er frygten for lidt længere kørsel ubegrundet. Vi må håbe, politikerne ved licitationerne af opgaverne ikke vælger små, dårlige og ukvalificerede redningskorps, siger Ellen Hermansen. - Det kan på sigt blive en dyr og utryg løsning, mener hun. FOAs Seniorklub har også haft besøg af Børge Ambrosius fra Kornumgård, der fortalte om sit liv og sin tid som leder af plejehjemmet.