Først ung - så yngre

Som årene går, optager begrebet alder mig mere og mere. Mange, der er nået op i årene, oplever af og til den følelse, at tiden bare risler gennem fingrene på dig som tørt sand. Du har så megen fortid og en begrænset fremtid, at det kan føles som en ubalance, der gør, at du bliver trukket bagover i din fortid.

En dag var jeg ude at undervise en gruppe unge kvinder, som jeg ikke kendte på forhånd. Da jeg kom ind i lokalet, udspandt der sig en diskussion om alder. Alle var i tyverne, bortset fra en ”ældre” dame på 34! De talte om 30 års fødselsdagen som et skarpt hjørne, der truede i horisonten. At blive 40 stod for dem som en så høj alder, at det var utroligt at livet kunne leves også derefter. Jeg lyttede og tænkte: De skulle bare vide, hvordan det er at blive ældre eller gammel og stadigvæk føle sig ung indeni. Ifølge 1. Mosebog blev en af menneskehedens urfædre Metusalem 969 år. Det er siden gået slemt tilbage for os, og i denne gammeltestamentelige sammenhæng ser en moderne gennemsnitlig levealder på 75-80 år ikke ud af noget særligt. Den 1. juni ville Marilyn Monroe være fyldt 80 år, hvis hun havde levet. Hun døde for 44 år siden i en alder af 36 år. Hun var den tids sexsymbol, og det er sådan, vi husker hende. Marilyn Monroe blev først og fremmest berømt, fordi hun så ud, som hun gjorde. Hvorvidt hun havde skuespiltalent, er siden blevet diskuteret. Undervejs må hun, ligesom alle andre mennesker, der lever af eller er berømte på grund af deres udseende, frygte den dag, hvor tiden sætter sine ubønhørlige spor, og rynkerne og de grå hår viser sig. Hvor kroppens spændstighed er en anden end tidligere, og man må tage stilling til, om det er noget, man vil acceptere og leve med som et vilkår, eller forsøge at camouflere ”tidens tand” med kosmetiske operationer, ansigtsløftninger og hårfarvninger. Med sin tidlige død – hvad den end skyldtes – blev Marilyn Monroe jo i hvert fald sparet for den krampagtige kamp, som andre i hendes situation kæmper for at lade, som om tiden ikke har sat sig spor, og livet og ungdommen varer evigt. Når jeg tænker på begrebet alder, synes jeg, det er en trøst, at det er et vilkår, vi alle er underlagte – uanset hvem vi er, og hvad vi er. Tiden går ubønhørligt og lytter ikke, når vi beder den gå lidt langsommere. Og når jeg bliver 1 dag og 1 år ældre, gør du det også! Der er sagt meget om alder - ikke mindst om kvinders alder. For eksempel, at man ikke spørger om en kvindes alder. Det er hendes privilegium at forsøge at se ud, som om hun er yngre, end hun er. Men hvad er der galt med at blive ældre eller gammel? Og hvorfor er det særligt galt, når det drejer sig om kvinder? Hvorfor er kvinders ydre og ungdom mere afgørende end mænds? Har det noget at gøre med tidens dyrkelse af ungdommen? At du ikke længere kan reproducere liv? At du ikke længere opleves attraktiv af mændene? At du frygter dit intellektuelle og fysiske forfald og forsøger at bekæmpe det med alle midler? At du er bange for døden? I Botswana, hvor jeg har boet i to år, var ældre og gamle mennesker nogle, man respekterede på grund af deres erfaringer. Min mand, der dengang var i begyndelsen af 30"erne, blev hilst med et respektfyldt: ”mono mogholo” – den gamle mand. Det skal selvfølgelig også ses i lyset af, at den gennemsnitlige levealder i Botswana i hvert fald på den tid var væsentligt lavere end den er i Danmark, men også at han bare på grund af sin ”høje” alder, blev behandlet med respekt. Der er noget meget interessant ved den måde, vi i dag bruger de ord, der er relateret til alder på. Først er vi børn, så bliver vi unge, herefter bliver vi yngre for så at blive ældre og til sidst at blive gamle, hvis vi lever længe nok. Det er da lidt af et paradoks, at når man er yngre, er man ældre, end da man var ung, og når man er ældre, er man yngre, end når man er gammel. Åbenbart synes vi, at det lyder pænere og mere ungdommeligt at være ældre end at være gammel. Og når man er i 30’erne og 40’erne er det lidt for pjanket at gå under benævnelsen ”ung”, så derfor bliver man yngre! Tankevækkende hvad sproget kan bruges til. Alder er tæt forbundet med det ydre – altså med kroppen. Men det er en skrøbelig og forgængelig satsning. Når man som jeg har nået en alder, hvor årene har sat sig tydelige spor i det ydre, bliver det vigtigt at tænke på de utallige eksempler på mennesker højt oppe i årene, der fortsat beriger verden med deres åndelige og intellektuelle formåen: kunstnere af enhver art, komponister, forfattere. Kreative, innovative og unge indeni. Til min fødselsdag for nylig sendte mit australske barnebarn mig et kort med en tegning af en meget lækker pige. Teksten lød: ”Once hot – always hot!” Måske er det en evig sandhed, at kærlighed gør blind! [ Alice Thaarup er socialrådgiver af uddannelse og har i hele sit faglige liv arbejdet inden for misbrugsområdet. Arbejder som alkohol- og narkotikakonsulent og er leder af Forebyggelsesafdelingen i amtets rusmiddelorganisation. Arbejdet tager megen tid, men andet får også lov til at fylde: Samværet med venner, havet på alle årstider i regn, rusk og sol, bøgerne, musikken og rejserne.