Boligøkonomi

Første andelsforening på tvangsauktion

København, søndag /ritzau/ En hel andelsboligforening i indre København er sendt på tvangsauktion. Det menes at være første gang, det sker. Hvad der lød som en god handel, er endt som et økonomisk mareridt for en andelsboligforening i indre København. Formentlig som den første andelsforening i landet er A/B Bartholinsgade røget på tvangsauktion, efter gælden steg andelshaverne over hovedet. Nu sagsøger de sælgeren for at sælge andelene for dyrt videre. - Flere væsentlig dyre lån var udeladt i budgettet. Og sælger reagerede ikke på de breve, vi sendte, som et forsøg på forhandling, siger andelsboligforeningens advokat Henrik Qwist. Ud over sælgeren har næstformand i A/B Bartholinsgade 13, Ronny Basile, også valgt at sagsøge den advokat, som skulle rådgive i forbindelse med salget. Allerede i juli 2007 kom de første tvangsauktioner med andelshavere som kom i klemme, fordi de havde udnyttet de nye muligheder for at optage lån i andelsboliger med udgangspunkt i de mange opskrivninger af andelskronen efter tårnhøje vurderinger fra Skat i 2006. Vurderinger der sjældent holder, når lejligheden skal sælger. Men det menes at være første gang, at en hel andelsboligforening må kaste nøglen under auktionshammeren. /ritzau/