Første arbejdsdag for Scholz præget af pandemi og EU

Den tyske regeringschef rejser fredag til Paris og Bruxelles på første officielle besøg som forbundskansler.

Handover of office Federal Ministry of Finance <i>Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix</i>

Handover of office Federal Ministry of Finance Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix

Den første arbejdsdag for Tysklands nye regering under forbundskansler Olaf Scholz torsdag var præget af et stort møde om pandemien og forberedelser af drøftelser i Paris og Bruxelles.

Efter ceremonierne ved indsættelsen onsdag og afskeden med forgængeren Angela Merkel skulle socialdemokraten Scholz for første gang lede et møde om pandemien med delstatsregeringerne i Forbundsrådet.

Dagsordenen var spørgsmål om, hvorvidt det er nødvendigt med yderligere restriktioner på baggrund af den stigende coronasmitte.

De tyske hospitalers intensivafdelinger er under stigende pres, og den nye Omikron-variant har øget usikkerheden omkring pandemien.

Den 63-årige Scholz har opfordret Tyskland til at følge Østrigs eksempel og gøre vaccinationer obligatoriske. Men der er mange beslutninger, som han skal træffe i den kommende tid.

- Scholz "står foran en vanskelig embedsperiode som forbundskansler", skriver berlineravisen Tagesspiegel, som pointerer, at pandemien ikke kun er en udfordring for sundhedssektoren, men for hele samfundet, da den skaber splittelse.

- Der er en stærkt forskruet debat, og der dannes fronter, som næsten ikke kan bygge broer til hinanden. Det er også op til kansleren, at klare denne forbitrelse.

Scholz rejser fredag til Paris på sit første officielle besøg som forbundskansler. Han bliver modtaget af en æresgarde ved præsidentpaladset inden drøftelser med præsident Emmanuel Macron.

Den tyske regeringschef rejser derfra videre til Bruxelles, hvor han vil møde EU-ledere og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Den nye tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, fra miljøpartiet De Grønne, var allerede torsdag i Paris og Bruxelles.

/ritzau/AFP