Frederikshavn

Første beachhus skyder op

Usikkerhed og rygter om Palm City er forvandlet til optimisme og synlige resultater

Håndværkere fra Hyldgaard-Løkken ApS er i fuld gang med at bygge det første beachhus. Foto: Carl Th. Poulsen

Håndværkere fra Hyldgaard-Løkken ApS er i fuld gang med at bygge det første beachhus. Foto: Carl Th. Poulsen

For ikke så mange måneder siden, var der stor usikkerhed omkring ferieprojektet Palm City i Frederikshavn. Faktisk var der mange, der tvivlede på, at de store og dyre ambitioner ville blive til noget, men ifølge salgsdirektør i Palm City, Siggi Strandeng, er projektet nu kørt i stilling. - 100 ud af 146 beachhuse er blevet solgt. Og om kort tid går vi i gang med at anlægge en 18 hullers golfbane, fortæller Siggi Strandeng. I disse dage er det første beachhus ved at skyde op. Det er en investor fra Midtjylland, som foreløbig har købt 10 huse. Ifølge Siggi Strandeng ønsker investoren ikke at få sit navn frem. I forhold til havudsigt ligger projektets første hus i den næstbedste række og koster 2,8 millioner kroner, og priserne varierer fra to til tre millioner kroner. Beachhusene er med andre ord godt på vej, og i forbindelse med golfbanen skal der også bygges mondæne boliger. Samtidig er Siggi Strandeng i fuld gang med at projektere centerbygningen, herunder et vandland. I Palm Citys seneste nyhedsbrev glæder turistchefen i Frederikshavn, Pauli Jørgensen, sig over udviklingen og vurderer, at projektet alt i alt vil skabe 1000 arbejdspladser i Frederikshavn, når det er oppe i fuldt gear. Den samlede investering i Palm City løber op i to mia. kroner.