EMNER

Første demonstration mod krig i Libanon

Omkring 100 arabere gik onsdag gennem Aalborgs gader for at protestere mod Israel

Der var masser af børn med ved demonstrationen. Og digitale billeder på bannerne viste da også, at børn er blandt konfliktens ofre. FOTO: PER KOLIND

Der var masser af børn med ved demonstrationen. Og digitale billeder på bannerne viste da også, at børn er blandt konfliktens ofre. FOTO: PER KOLIND

AALBORG:Den første demonstration relateret til krigen i Libanon og Israel var sat til at starte klokken elleve onsdag, men der var der kun mødt fem op. I løbet af den næste halve time var tallet imidlertid kommet op på 100 arabere fra fortrinsvis Libanon, Palæstina, Irak og Kurdistan. De ville protestere mod det, som de ser som Israels uberettigede aggression mod Libanon. Ved Kvicklys parkeringsplads i Vestbyen gik både børn og voksne så klokken halv tolv af sted med bannere, libanesiske og palæstinensiske flag samt et enkelt Hizbollah-flag. På mange af bannerne var der klistret digitale billeder af bomberuiner, døde og sårede fra Libanon. ”Hvor er verdens samvittighed? Hvor er menneskets rettigheder?”, stod der på et af bannerne. Flokken vandrede ind mod byen med masser af arabiske slagord, der rimede på originalsproget. ”Vores blod, og vores sjæl, vil vi ofre for Palæstina”, lød det blandt andet. Derudover blev Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah hyldet med taktfaste råb. Fredelig demonstration Jo nærmere optoget nærmere sig Aalborgs, jo mere opmærksomhed fik optoget fra folk på gaden, der undrende kiggede på. For at få budskabet frem om modstanden mod Israel blev slagordene da også ændret til dansk. ”Stop massakren i Libanon”, råbte demonstranterne op gennem Bispensgade. Omkring klokken tolv stoppede demonstranterne på Gammel Torv. Her fik gruppens talsmand, Basem Malik, en megafon i hånden. Fra trappen ved indgangen til arkitektur og designstudiet holdt han en dundertale mod Israel, USA og verdens passivitet under den igangværende konflikt. Efterfølgende opløstes demonstrationen, og folk gik hver til sit efter en ifølge politiet fredelig demonstration.