Første kvinde har kurs mod toppen af engelsk fodboldforbund

57-årige Debbie Hewitt er på vej til at blive den første kvinde i spidsen for bestyrelsen i FA.

Det Engelske Fodboldforbund står blandt andet bag FA Cuppen, som vanen tro blev afviklet på Wembley i 2021. Forbundet er nu på vej mod at få sin første kvindelige bestyrelsesformand. (Arkivfoto)

Det Engelske Fodboldforbund står blandt andet bag FA Cuppen, som vanen tro blev afviklet på Wembley i 2021. Forbundet er nu på vej mod at få sin første kvindelige bestyrelsesformand. (Arkivfoto)

LONDON:Det Engelske Fodboldforbund (FA), som er det ældste af sin slags i verden, er på vej mod at få sin første kvindelige bestyrelsesformand.

57-årige Debbie Hewitt er således blevet indstillet til posten af et panel bestående af syv bestyrelsesmedlemmer.

De har brugt de seneste måneder på at finde afløseren til Greg Clarke, der fratrådte posten i november sidste år.

- Panelet er helt enig om, at hun har fremragende formands- og styringsekspertise på tværs af en lang række forretningssektorer.

- Derudover har hun de dokumenterede lederkvaliteter og den rette karakter, der kræves for at indtage rollen, lyder det i en udmelding på forbundets hjemmeside.

Nu mangler blot en godkendelse i FA Council, som består af 92 valgte repræsentanter fra blandt andet Premier League-klubberne. Bliver det en realitet, tiltræder hun i januar næste år.

Debbie Hewitt har høstet stor anerkendelse for sin tid i virksomheden RAC, der arbejder med vejhjælp og bilforsikringer.

På det seneste har hun siddet på flere bestyrelsesposter i større virksomheder, herunder Visa Europe.

- Jeg har været passioneret om fodbold fra en meget ung alder, og jeg er glad for muligheden for at spille en rolle i udformningen af fremtiden af noget, der betyder så meget for så mange, siger Debbie Hewitt.

Siden november sidste år har FA haft en midlertidig bestyrelsesformand, efter at Greg Clarke trådte tilbage.

Den tidligere formands afgang kom, efter han fik kritik for kommentarer over for det britiske parlament.

Her omtalte han en gruppe af spillere som "farvede", hvilket generelt opfattes som en nedsættende og forældet beskrivelse af eksempelvis sorte.

Den midlertidige formand, Peter McCormick, sidder på posten, indtil Debbie Hewitt formentlig overtager.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.