Brønderslev

Første pip blev en succes

Bakkegården udenfor Brønderslev var for første gang med i Åbent Landbrug

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De mange besøgende til Åbent Landbrug fik også chancen for en traktortur på Bakkegården.Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:92.500 kyllinger bød velkommen på Bakkegården udenfor Brønderslev hos Trine og Jens Hovaldt Bertelsen og deres fire piger Katrine, Charlotte, Rikke og Marianne.

For første gang var familien med i søndagens landsdækkende dag med Åbent Landbrug, og i det hele taget var der debut for en bedrift med slagtekyllinger til netop det arrangement.
- Vi vil også gerne vise en kyllingefarm frem, og de mange fremmødte kan da ikke andet end at synes godt om noget så kønt som tre dage gamle kyllinger, siger Jens Bertelsen, der i det daglige står for driften sammen med en deltidsansat.
Jens og Trine er femte generation på gården, som de overtog efter Jens' far i 1999.

Slut med køer og svin

- Dengang var der køer og slagtesvin på ejendommen, men da vi ikke kunne få lov til at udvide mælkeproduktionen, valgte vi at lave produktionen om til slagtekyllinger.

Det første kyllingehus blev bygget i 2000, samtidig med at de øvrige produktionsdyr kom ud, og året efter var kyllingehus nummer to klar.
For seks år siden blev de begge forlænget, så der i dag er plads til 50.0000 kyllinger i hvert hus.
Syv-otte gange om året modtager Bakkegården omkring 100.000 daggamle kyllinger fra Danhatch A/S.
- Varme er naturligvis vigtig, og i de første dage går kyllingerne i en temperatur på omkring 32 grader, så de ikke skal bruge energi på at holde sig varme, og når de efter 34-38 dage når slagtevægten, er temperaturen hos kyllingerne nede på omkring 17-18 grader, fortæller Trine, der læser til sygeplejerske og derfor ikke hjælper til i det daglige med kyllingerne.
Det gør til gengæld den mindste af pigerne, Marianne, som gerne hjælper sin far med at rydde op og feje ved kyllingerne.

Nødvendige forholdsregler

Jens Hovaldt glædede sig over, at der på blot tre kvarter søndag formiddag dukkede 150 gæster op på Bakkegården, og alle så tilfredse ud, selv om de måtte nøjes med et kig igennem en glasrude ind i det store kyllingehus.

Med op imod 1000 gæster gående rundt inde i huset ville smitterisikoen være alt for stor for de tre dage gamle kyllinger.
På Bakkegårdens 210 dyrkede hektarer går de 35 med industrikartofler til kartoffelmel, mens resten dyrkes med korn til kyllingerne og til brug i et halmfyr, der opvarmer kyllinge- og stuehus.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.