Første pointtab til FIF

Håndbold, jyllandsserien, herrer: FIF-Dall/Ferslev: 19-19 (8-7) FJERRITSLEV: Efter en overbevisende sæsonstart med sejre i de første kampe, måtte FIF i weekendens spillerunde acceptere sæsonens første pointtab. Det skete på hjemmebane mod Dall/Ferslev, der formåede at spille 19-19 mod hjemmeholdet. Kampen var begivenhedsrig og intens fra første fløjt, og intensiteten blev bevaret kampen igennem. - Der blev aldrig skabt et afgørende hul, selv om det var tæt på enkelte gange. Kort før pausen kunne vi være kommet foran med tre mål, men vi misbrugte et straffekast og en contra. I stedet scorede de kort før pausefløjtet, så der alligevel kun var et måls forspring ved pausen, siger FIF's træner, Henrik Sloth. Anden halvleg lignede den første, men afslutningen blev om muligt endnu mere dramatisk. Med ti sekunder tilbage scorede Dall/Ferslev til 18-19, og det trak op til en sejr til gæsterne, men i kampens sidste sekund lykkedes det Lars Lyebalk at udligne til 19-19. - Der var en god indstilling blandt spillerne, der specielt gjorde det godt i forsvaret. Desuden spillede Johnny Hakonsen endnu engang fremragende i målet, siger Henrik Sloth. FIF's målscorere: Henrik Jørgensen fem, Lars Lyebalk fem, Morten Hedemann tre, Tom Godiksen to, Ulrik Knudsen to, Thomas Nielsen et, Jeppe Kristensen. cr