Første sæsonsejr til FIF

Fodbold, serie 3: Fjerritslev IF-GVL Løkken: 2-1 (1-1) FIF har måttet vente længe på sæsonens første sejr, men i weekenden kom forløsningen, da holdet på hjemmebane besejrede GVL Løkken med 2-1 efter en spændende og livlig kamp. Jeppe Kristensen gav FIF den bedst tænkelige start, da han efter bare fem minutters spil sendte bolden i nettet efter Lars Kjærs forarbejde. I det efterfølgende kvarter leverede FIF en glimrende indsats og dominerede kampen, men et par uheld betød, at den gode rytme blev brudt. Først måtte midterforsvareren Søren Christensen udgå efter et spark i hovedet, og kort efter måtte en anden forsvarsspiller, Søren Jensen, ligeledes udgå med en skade. Derfor måtte FIF foretage en række omrokeringer, og gæsterne overtog dominansen, hvilket medførte udligningen til 1-1. Løkkens dominans fortsatte i anden halvleg, men FIF fik efterhånden bedre fodfæste efter at have vænnet sig til omrokeringerne, og det lykkedes Jesper Sommer at score sejrsmålet på en ripost fra Jeppe Kristensens hovedstød. Målet medførte et massivt pres på FIF's mål, men hjemmeholdet holdt stand og sikrede sig sæsonens første sejr. - De pressede jo helt vildt på til sidst, men det var rart endelig at have marginalerne på vores side. Ellers var det en kamp, hvor holdene skiftedes til at dominere, så uafgjort ville ikke have været helt uretfærdigt, men de tre point er vigtige for os, siger FIF's træner, Tom Jensen. cr