Første sejr i sidste kamp

I efterårets sidste kamp lykkedes det endelig Jetsmarks håndboldkvinder i jyllandsserien at få en sejr.

På udebane blev bundholdet Sindal besejret med 18-17. - Det blev en rigtig bundgyser, fortæller Jetsmarks træner, Brian Nielsen. Kampen var utrolig lige. På et tidspunkt var Jetsmark ganske vist foran med tre mål, men blev indhentet. Sejsmålet blev scoret på et kontraangreb fem sekunder før tid af Lone Vittrup. - Det var en vigtig sejr. Det giver os håb, når turneringen går i gang igen midt i januar, siger Brian Nielsen. Med sejren kom Jetsmark på tre point og er næstsidst. Sindal er helt i bund med kun et enkelt point. Kun sidstepladsen giver direkte nedrykning.