Farsø

Første sejr på udebane i 2. division

FARSØ:I søndagens opgør mod Holstebro Håndbold 90 hentede Farsø KFUM HK sin første sejr på udebane i damernes 2. division. De to overraskende, men helt fortjente point blev sikret med en sejr på 29-23 efter en halvlegsføring på 15-11. - Det var en rigtig god sejr. Ikke mindst at se den vilje damerne viste. Hele holdet har stor del i sejren. I målet spillede Christina Madsen og debutanten Line Dahlen Sørensen en stor kamp, men bag et rigtig godt spillende forsvar, siger en tilfreds træner Rene Christensen. Inden opgøret havde trænerduoen Christian Pedersen og Rene Christensen sat fokus på netop viljen og contrafasen, hvilket lykkedes perfekt. - Sejren skaber et hul til nedrykningspladserne og giver os lidt ro til de kommende vigtige kampe, siger træneren.