Vadum

Første sejr til Arentsminde-herrer

{ ARENTSMINDE: Arentsminde Idrætsforenings serie 4 fodboldherrer tilkæmpede sig mandag sæsonens første sejr og dermed også første point, idet de i bundopgøret i Arentsminde slog Vadum med 3-1. Kampen var intens og samtidig velspillet. Arentsminde kom efter ti minutter foran på et mål scoret af Steffen Henriksen. Nu fornemmede man, at AIF-spillerne havde indstillingen, at nu skal det være. Vadum fik imidlertid efter cirka en halv time udlignet, en stilling, der holdt halvlegen ud. I anden halvleg fortsatte det med stor jævnbyrdighed og godt spil. Efter 20 minutters spil scorer Steffen Henriksen igen på en flot tværpasning fra Alojz Pavleka. På det tidspunkt gik AIF lidt i stå, og Vadum havde flere farlige muligheder. Men da der manglede ti minutter, lavede Jan Kjærgaard en perfekt stikning til den spillende træner, Niels-Christian Simonsen, der scorede til slutstillingen. Herrerne spiller næste kamp fredag, hvor de hjemme får besøg af et af topholdene, nemlig Thorup-Klim. jd