Første skoledag for nye ledere
En af de skoleledere, der får helt ny arbejdsplads, er Kim Højbo. Han rykker fra Serritslev Skole til Toftegårdsskolen i Jerslev.
- Jeg glæder mig rigtigt meget. Jeg synes, det er spændende, og jeg ser frem til at lære skolen, personalet og eleverne at kende, fortæller Kim Højbo, der har været i Serritslev i en årrække. - Jeg har været i Serritslev i ni år, og på den led synes jeg, at jeg føler mig klar til en ny udfordring. Jeg har været glad for alle mine år i Serritslev, hvor jeg har følt en enestående opbakning til og på skolen fra forældrene og lokalsamfundet, siger Kim Højbo. Når han møder op til sin første skoledag, vil han tage fat på at lære alle at kende. - Jeg vil bruge tid på at lære skolen at kende, lære mine medarbejdere at kende, og jeg glæder mig til at lære alle eleverne at kende. Jeg ved, det er en god velfungerende skole, som jeg ser frem til at være med til at videreudvikle, siger Kim Højbo. Jesper Saugstrup skal sige farvel til Toftegårdsskolen for at tage fat på sin ny arbejdshverdag på Hedegårdsskolen i Brønderslev og på Thise Skole, de to skoler sammenlægges. For ham var det heller ikke noget fravalg af hans gamle skole, at han valgte at sige ja til en ny udfordring og en større skole. - Det bliver en meget spændende opgave, at det er to skoler, hvor jeg bliver en del af et fælles lederteam, siger han. Noget af det første, han vil tage fat på, er at finde ud af, hvordan ledelsesteamet skal fungere. Der bliver i alt seks ledere inklusiv sfo-ledere og leder for 10. klasse centret. - Vi skal finde ud af, hvilke snitflader, der skal være, og hvor meget hver skole skal være sin egen, og hvor store fællesnævnerne skal være, fortæller Jesper Saugstrup, der også ser frem til, at man finder ud af, hvordan de to skoler og medarbejderne kan have gavn af hinandens kompetencer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.