Første skridt mod DGI-invasionen

650 har bestilt hele pakken, og målet er stadig at trække op mod 10.000 mennesker til byen, når Hobro i den sidste weekend af juni er vært for DGI Festival.

Carsten Brandt Andersen glæder sig over godt salg i fredagskoncerten. Arkivfoto: Grete Dahl

Carsten Brandt Andersen glæder sig over godt salg i fredagskoncerten. Arkivfoto: Grete Dahl

2. maj var der deadline for "fuldtidstilmelding" - dvs.en hel weekend med overnatning, XL koncert og aktiviteter. - Vi nåede ikke helt det vi havde budgetteret med i første omgang, men synes det er rigtig flot, at 650 allerede i april har besluttet sig for at bruge en hel weekend på et arrangement som afholdes for første gang, siger formanden for DGI Nordjylland, Christian Christensen. Blandt de første tilmeldinger var blandt andet gymnastikhold fra Midtjylland og en hel del sjællandske badmintonspillere, så formanden er fortrøstningsfuld med hensyn til at trække endnu flere til. Indtil nu har man koncentreret en stor del af kræfterne omkring tilmeldinger til hele weekenden. Nu kaster man sig så for alvor over at trække folk til Hobro for at deltage i lørdagens aktiviteter. Derfor er der åbnet op for at fodbold- og håndboldhold kan tilmelde med et holdgebyr og være med som endagsdeltagere. Det samme gælder tennis og badminton, der nu kan tilmelde på lige fod med de øvrige endagsaktiviteter løb, MTB, kajak, golf og workshopdelen. - Mange har givet udtryk for at de ikke ville have hele pakken som indebar overnatning, men derimod er friske på at være med hele lørdag. Det betyder at vi forventer rigtig mange tilmeldinger de kommende uger frem mod deadline den 15. juni, siger Christian Christensen. Salget af éndagsbilletter er da også godt i gang, og især fredagens koncert med seks danske navne ser ud til at blive et trækplaster. - Der er allerede nu solgt 1750 billetter til åbningen og XL koncerten, der har utroligt stor interesse, fortæller viceborgmester og initiativtager Carsten Brandt Andersen. For dem som bare gerne vil opleve festivalstemningen og gå på opdagelse i Hobro, er der et eventprogram som weekenden igennem sætter liv i gaderne og på havnen. Der bliver blandt andet gadeteater, parkouropvisning og prøv selv aktiviteter som f.eks. rapelling på havnen eller en sejltur i kajak.