Hospitaler

Første skridt mod nyt supersygehusvæsen

Regeringen bruger 15 mia. - det er kun 50 procent af valgløfter, siger S

sundhedsminister jakob AXEL NIELSEN OG finansminister Lars Løkke Rasmussen havde mange milliarder i ærmet, da de i går mødte frem til pressemøde om regeringens sygehusudspil. Foto: Scanpix

sundhedsminister jakob AXEL NIELSEN OG finansminister Lars Løkke Rasmussen havde mange milliarder i ærmet, da de i går mødte frem til pressemøde om regeringens sygehusudspil. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) kaldte det for historisk, da han i går præsenterede planen for de første 15 milliarder til en ny sygehusstruktur. - Det er første gang i danmarkshistorien, at nogen har tilladt sig at tage en helikoptertur og få et samlet overblik over det danske sygehusvæsen og så følge det op med 15 milliarder kroner nu og 10 milliarder i 2010, lød hans indgang til gårsdagens pressemøde. Her kunne han sammen med sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) fortælle, at regeringen har valgt at følge det såkaldte Erik Juhl-udvalg. Det betyder store milliardbeløb til et helt nyt universitetshospital i Odense og en kraftig udbygning af sygehusvæsenet i Århus samt investeringer i ni andre hospitaler landet over. - Vi bruger 25.000 millioner på at lave et sygehusvæsen i verdensklasse, som Jakob Axel Nielsen sagde. Ifølge Socialdemokraternes sundhedsordfører, Jens Peter Vernersen, lever planen dog langt fra op til de borgerlige parties valgløfter. - De opfylder 50 – med lidt velvilje måske 60 – procent af deres valgløfter. Det er slet ikke i nærheden af at hænge sammen. Det er Lars Løkkes måde at trylle med tallene på, men i sidste ende er det patienterne, der kommer til at betale for de brudte løfter, siger han. Løftet i valgkampen var, at halvdelen af de danske sygehusbygninger skal være helt nye. Ifølge regeringen ender udspillet med, at 40 procent bliver fornyet, men det skal man ikke hænge sig i. - Det er jo ikke nogen religiøs ting, at hvis man fornyr 50 procent, så er det fantastisk, men hvis det kun er 49 procent, så er det en katastrofe. Det afgørende er, at når vi er færdige, så har vi lavet en massiv investering, og ud af det skal der komme en moderne sygehusstruktur, siger Lars Løkke Rasmussen, der tror på de dynamiske effekter. - Hvis man investerer 25 milliarder rigtig klogt, så får man for mere end 25 milliarder sygehusvæsen ud af det. For eksempel, hvis man realiserer gamle bygninger eller ved, at man får en bedre afledt sygehusdrift. Farvede pletter Med planen får en del danskere meget langt til nærmeste sygehus, men begge ministre slog fast, at "de hvide pletter skal males røde", som det blev udtrykt. - Vi har afsat 100 millioner til helikopterberedskab og i alt 250 millioner til de nære tryghedsskabende foranstaltninger. Det er også derfor, at vi nu skal mødes og finde ud af, hvordan vi skal sikres os, at også borgerne på Sydfyn (hvor sygehuset i Svendborg er i farezonen, red.) kan være trygge, siger Lars Løkke Rasmussen. Den forsikring giver Jens Peter Vernersen dog ikke meget for. - I stedet for hvide pletter vil jeg hellere tale om, at der bliver nogle gevaldige sorte pletter på landkortet. Og de ulykker, de vil medføre, har sundhedsministeren og Lars Løkke det fulde ansvar for, siger han.