Første skridt på vej mod de nye skattetider

HALS:Byrådet har sagt ja til at bringe det kommunale skattevæsen et skridt nærmere de nye tider på området. Her er kendsgerningen i forbindelse med den nye strukturreform den, at skatteopgaverne fremover samles i statsligt regi, og det er for ikke at bringe kommunens skattemedarbejdere ud i en rolle som kastebolde, at byrådet nu har ingået en samarbejdsaftale med Aalborg Kommune. Den går ud på, at skatteafdelingen i Hals Kommune bliver en underafdeling af Aalborg Kommune, så medarbejderne i Hals Kommune behandles på lige fod med kollegerne fra Aalborg, når det næste skridt i den skattemæssige centralisering finder sted - og så medarbejderne i Hals Kommune indtil videre kan fortsætte med at udføre deres arbejde på rådhuset i Gandrup. - Vi følger et personaleønske ved at gøre det her, bemærkede borgmester Bent Sørensen (S). Viceborgmester Jørgen Hansen (S) understregede, at den nye skattemæssige samarbejdsaftale med Aalborg Kommune ikke skal ses som forløber for en sammenlægning med Aalborg, men hertil svarede løsgænger Keld Petersen, at man i Hals Kommune ikke ville have drømt om at indgå i et skattesamarbejde med Dronninglund Kommune - og at det var ekspertisen i Aalborg, der trak. Hertil bemærkede Jørgen Hansen imidlertid, at det a-lene var personalets ønske, der var blevet fulgt. - Og hvis de i stedet havde peget på Dronninglund, havde vi garanteret også sagt ja til det, tilføjede han.