Første stik til Obama

Det amerikanske demokrati er en forunderlig størrelse, set med danske briller. Reelt består det af kun to partier, der til gengæld hver især er særdeles rummelige. Dertil en særegen og meget langstrakt procedure med at udvælge præsidentkandidater, som vi oplever det for tiden hos Republikanerne. Et stort felt er snævret ind til fire mand, hvoraf kun den ene har nogen reel mulighed for at besejre Barack Obama til november. Mitt Romney fører da også i kampen om at blive nomineret, men både Rick Santorum og Newt Gingrich hænger godt på endnu. Santorum har fanatikerens glød, og Gingrich har en ven med en uudtømmelig bankkonto, der betaler regningerne, så ingen af dem giver op. Mens de tre slider på hinanden, kan præsident Barack Obama koncentrere sig om at lede landet. Det kommer han med ganske stor sandsynlighed til at gøre yderligere fire år. Modkandidaten bliver formentlig Romney, som vil fremstå uden et samlet bagland. Gruppen af fanatiske kristne på den yderste højrefløj er stor i USA, og når de har set deres mand, Santorum, tabe nomineringen, så vil de næppe bruge mange kræfter på at bakke Romney op - slet ikke efter en intern republikansk kamp, der primært går ud på at svine hinanden til. Skulle det lykkes Santorum og Gingrich i fællesskab at nå et flertal af de nominerede i partiet, så en af dem bliver præsidentkandidat, så vil mange besindige republikanere formentlig blive hjemme på valgdagen eller endda stemme på Obama. De vil ikke opfatte den nuværende præsident som Guds gave til menneskeheden, men dog som en besindig mand, hvis værdier er kendte og acceptable. Republikanerne burde måske have lært af valget i 2008: Dengang fik en præsidentkandidat med bred appel - John McCain - sine muligheder ødelagt af at vælge en præsidentkandidat blottet for evner og format. Men Sarah Palin var højrefløjens darling.