Første straffesag om sex med luder under 18 år

Prostitution 18. september 2002 08:00

København, tirsdag /ritzau/ For første gang har anklagemyndigheden besluttet at tiltale en mand for at have haft samleje med en prostitueret, der er under 18 år. Det er Københavns Politi, som har rejst sagen. Manden er tiltalt for to gange at have overtrådt en bestemmelse, som blev indsat i straffeloven i 1999. Vedkommende har nægtet sig skyldig og har afvist at betale et bødeforelæg. Derfor kommer sagen for byretten. Da manden havde samleje med pigen, var hun 17 et halvt år, oplyser anklageren, politiadvokat Jens Rasmussen. Ifølge paragraf 223 a i straffeloven kan det give bøde eller fængsel i op til to år, hvis en voksen som kunde har sex med unge under 18, som helt eller delvist ernærer sig ved prostitution. Anklageren har lagt op til bødestraf, men han ønsker ikke at være mere præcis i sin påstand. - Det må retten tage stilling til. I forarbejderne til loven er der ikke noget om hvilken straf, man har tænkt sig, siger politiadvokat Jens Rasmussen. En sociolog påstod i en undersøgelse for nogle måneder siden, at politiets manglende kendskab til loven kunne forklare, hvorfor der ikke var rejst nogle sager. Sociolog Claus Lautrup mener, at de unge udfører deres prostitution ad andre veje, end politiet er opmærksom på. I en rapport nævner han for eksempel, at tre unge piger havde en fast aftale med en taxichauffør om at blive kørt til fester. Modydelsen var, at de på skift betjente ham seksuelt. Der er endnu ikke fastsat en dato for retsmødet i den sag, der som den første kommer for retten. I øvrigt har Københavns Politi besluttet ikke at rejse tiltale i en anden sag, hvor en mand ligeledes var sigtet for mod at have sex med en ung prostitueret. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...