Første WTO-sag mod Kina på vej

Skattepolitik 20. september 2006 06:00

BRUXELLES: Den første sag mod Kina for brud på Verdenshandelsorganisationen WTO’s frihandelsregler er på vej. Kineserne lægger op til 25 procent told på import af bilreservedele. Men virksomheder, som har produktion i Kina, slipper med nedsat told, og så er reglerne ikke lige for alle, mener EU, Canada og USA, som 28. september vil anmode om et WTO-panel. Tolden rammer også danske underleverandører ifølge Dansk Industri, som er vældig tilfreds med, at EU’s handelskommissær Peter Mandelson skærper tonen efter resultatløse forhand-linger om en mindelig løsning. WTO spiller vigtig rolle - Det er vigtigt, at alle lande overholder virksomhedernes grundlov, som er vedtaget i WTO. Samtidig viser sagen, hvor vigtig en rolle WTO spiller, siger Peter Thagesen, chefkonsulent i DI. Ifølge ham rummer de kinesiske regler en alvorlig fare for piratkopiering. - Man kan slippe for tolden, hvis man køber tilstrækkelig mange produkter fra lokale, kinesiske leverandører. Nogle virksomheder, der går ind i joint ventures med lokale producenter for at slippe for importtolden, udsættes for piratkopieringer, siger han. Kina beklager skridtet De kinesiske regler betyder, at der skal betales 25 procents told af hele biler, men kun 10 procent på bildele. Ifølge flere nyhedsbureauer beklager det kinesiske handelsministerium skridtet. Reglerne har ifølge Beijing blot til formål at hindre skatte- og toldsnyd, samt beskytte forbrugerne. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...