Førstehjælp til cykelryttere

Det var en flok interesserede cykelryttere, der sad bænket i Jægerkorpsets lokaler på Flyvestation Aalborg, da Cykel Motion Biersted holdt kursusaften med temaet førstehjælp.

Erik Jensen gør hjertestarteren klar til undervisningen.

Erik Jensen gør hjertestarteren klar til undervisningen.

- Klubbens medlemmer har de seneste år i forbindelse med træning på landevejen oplevet flere alvorlige styrt. Disse har givet anledning til, at der er blevet ringet 112 med efterfølgende ambulancekørsel og sygehusindlæggelser, forklarer Bruno Mølgaard. De hårde vintre har været hårde ved vejnettet, og det har medført mange huller og revner i vejene. Dette kombineret med racercyklernes meget smalle dæk, bevirker nemt uheld. Det var to af klubbens egne medlemmer, som stod for undervisningen. Claus Jensen er til daglig ved Jægerkorpset, og Erik Jensen der er ved Falck. De tog udgangspunkt i et cykelstyrt på landevejen. Herefter prøvede de mere end 30 deltagere alle at give hjertemassage på førstehjælpsdukker. - Vi sluttede med instruktion og afprøvning af hjertestartere. Det er ikke udstyr, som er til rådighed på landevejen men det var et ekstra krydderi på kurset, da muligheden bød sig, forklarer Bruno Mølgaard.