EMNER

Førstehjælp til skilsmisse

Aldrig før har så mange børn oplevet, at deres forældre er blevet skilt. Det har skabt et marked for skilsmisseterapi - både privat og offentligt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er en voldsom omvæltning for de fleste, når livet med far, mor og børn pludselig bliver opløst og erstattet af et liv, hvor far og mor skal deles om børnene. Foto: Colourbox

NORDJYLLAND:"Mor og far skal skilles". Nogenlunde sådan en besked får mange tusinde børn hvert år, når deres forældre har opgivet at blive sammen og med alvor i stemmen må forsøge at forklare, hvad der nu skal ske. "Men det er ikke din skyld, og vi vil altid elske dig". Og nogenlunde sådan vil de fleste sikkert fortsætte den svære samtale, hvor alle de gode intentioner skal forsøge at overhale det kaos af følelser, de fleste voksne også sidder med. Alligevel vil mange af de omkring 20.000 årlige skilsmissebørn opleve, at de voksnes følelser får overtaget. At de gode intentioner bliver mast af skuffelse, bristede drømme og bitterhed. Og at mor og far måske ikke længere taler sammen, men sender kortfattede sms-beskeder. Hvis de da ikke råber af hinanden i statsforvaltningen. For de gode intentioner om samarbejde kan hurtigt forvandle sig til en skyttegravskrig, når der er store og svære følelser på spil. Også selvom man inderst inde godt ved, at det ikke er til barnets bedste. Derfor vælger mange efterhånden også at benytte sig af de tilbud om hjælp, der i stigende grad er kommet på markedet. Landet over findes der psykologer og psykoterapeuter, som tilbyder skilsmisseterapi. Og senest har Statsforvaltningen Syddanmark meldt sig på banen med en "skilsmisseskole" for børnefamilier i opbrud. Freden svær at vinde De første seks nyskilte mænd og kvinder er mødtes i Åbenrå for at lære at navigere uden om de værste skyttegravskrige. Og statsforvaltningens jurist og familieterapeut, Birgitte Dejgaard, er overbevist om, at det giver mening at forebygge. Hun har mæglet mellem mange fraskilte forældre. Men når først krigen er indledt, er freden svær at vinde, lyder erfaringen. - Vi kan reparere, men sjældent løse de konflikter, der har sat sig fast gennem længere tid. Selv efter mange år overskygger skilsmissen deres hverdag, og det er nogle helt urimelige vilkår at byde de børn, der skal leve midt i det. Derfor håber vi, at tilbuddet kan give nogle rådvilde mennesker redskaber til at forhindre, at skyttegravskrigen overhovedet opstår, siger Birgitte Dejgaard, der løbende vil oprette nye grupper efter behov. I Familiestyrelsen er man slet ikke i tvivl om, at behovet er der. Om få måneder regner styrelsen med igen på landsplan at kunne tilbyde parrådgivning. Tilbuddet gælder økonomisk trængte børnefamilier, hvor mor og far har problemer og enten har brug for hjælp til at blive sammen eller til at gå fra hinanden på en ordentlig måde. Og allerede nu er efterspørgslen så enorm, at man næppe kan hjælpe alle. Tilbage er så et stigende antal private udbydere, hvor man enten sammen eller hver for sig kan betale sig til råd og vejledning fra en udenforstående med redskaberne i orden. De gode intentioner Og der kan være al mulig grund til at tage imod en hjælpende hånd udefra. Især i de tilfælde, hvor den ene vil ud af forholdet, mens den anden vil blive, kan det være svært at holde sig oven vande på egen hånd. Eller som Anne Østlund fra Familiepsykologerne i Århus siger: - De fleste ved jo godt, hvad der er det rigtige at gøre. Men de voldsomme følelser kommer simpelthen i vejen for, at man kan gøre det gode for børnene. Vi ved godt, at det for eksempel ville være dejligt for børnene med fællesspisning en gang imellem. Men det kan altså være rigtigt svært at gennemføre, hvis den nye kæreste også skal med. Samme erfaring har psykolog Patricia Binggeli, der sidder i redaktionen på internetportalen www.skilsmissen.net og samtidig tilbyder parterapi, skilsmissemægling og gruppeforløb for fraskilte i sin praksis Psykologerne på torvet i Nordsjælland. - Langt de fleste er meget optaget af, at det ikke skal gå ud over deres børn. Men man kan falde i, når ens frustration og følelse af afmagt bliver for overvældende. Hvis man føler sig meget svigtet, kan de ting, man i virkeligheden burde læsse af hos eks'en, ende med at blive læsset af hos barnet i stedet. Men det er ekstremt skadeligt for barnet, for man skal have lov til at elske begge sine forældre, siger hun. Uvildig hjælpende hånd Kunsten er, lyder det samstemmende fra psykologer og terapeuter, at sørge for en kommunikation, hvor begge parter kan høre, hvad der i virkeligheden bliver sagt. Skyttegravskrigene starter som regel med sårede følelser og bristede drømme, der ender med smækkede døre og fejlagtige forestillinger om, hvad den anden tror og mener. - Der kommer nemt en mistillid ind, når følelserne er oppe at køre, og der kan det være rart med en uvildig part, der kan råde og vejlede og hjælpe dem til at lytte til hinanden. Som kan holde fast i samtalen, hvor man normalt plejer at stoppe, fordi det begynder at gøre ondt, siger psykolog Anne Østlund. Det er dog ikke alle par, der kan blive enige om at søge hjælp sammen. Men der er også skilsmissehjælp at hente, selvom man går solo. Dorte Lytje arbejder blandt andet som såkaldt skilsmisse-mentor, hvor hun primært telefonisk guider nyskilte gennem de første kaotiske måneder. - Med alle de følelser opstår der nemt et tankespind, som man ikke selv kan løse. Her kan det være godt at have kontakt til en, der ikke tager stilling til, om man er offer eller bøddel. Men som kan hjælpe en til at fastholde alle de gode intentioner, man har, siger hun. Når skilsmissen skader Det er en særlig udfordring at blive skilt, når der er børn i forholdet. For det går ligesom ikke at hælde eks'en ud af sit liv på permanent basis, selvom man måske nok har lyst til det. Tværtimod skal man indstille sig på, at han eller hun er der i større eller mindre grad resten af livet. Så det er børnene, der binder - og det er børnene, der kan være den største inspiration til at opføre sig ordentligt. Selv når man har lyst til at stikke ild til eks'ens bil. - Man må hele tiden forholde sig til, om det, man gør og siger, er noget, man kan forsvare over for sine børn, siger psykolog Patricia Binggeli og understreger, hvor skadende en voldsom skilsmisse kan være for børnene. - For børn er en skilsmisse ensbetydende med, at deres fundament brister. Men det er forældrenes ansvar, hvor store revner det slår. Skilsmisse-mentor Dorte Lytje arbejder i øjeblikket på en terapeutisk bog til 0-5 årige børn, der gennemlever en skilsmisse. For det kan være rigtigt svært at forstå, hvorfor far og mor ikke længere skal være sammen. Og det kan være voldsomt skadende, hvis børnene desuden skal lægge øre til forældrenes konflikter. - Børnene oplever jo at være en del af både mor og far, og hvis mor taler grimt om far, taler mor også grimt om barnet. Barnet får i hvert fald oplevelsen af, at der er en del af det, som er forkert, siger hun. En afgørende forskel I Statsforvaltningen Syddanmark har jurist og familieterapeut Birgitte Dejgaard efterhånden forsøgt at mægle mellem mange fraskilte forældre. Og hun har siddet og lyttet til mange skilsmissebørn i de selvhjælpsgrupper, som alle landets statsforvaltninger skal tilbyde. Hun har også for længst erkendt, at børnegrupperne godt kan gøre det lidt lettere at være skilsmissebarn. Men den vigtigste hjælp er at hente hos mor og far. Så når mænd og kvinder mødes i "skilsmisseskole", bliver de mødt med forståelse og gode råd. Men også med en konkret forventning. Eller som Birgitte Dejgaard siger: - Håbet er, at vi kan tage brodden af det værste - og målet er, at forældrene ikke ender i de der fastlåste situationer. Vi vil hjælpe børnene. Og det gør vi bedst ved at hjælpe forældrene.