Føtex på vej til slagterigrund

Hvis alt falder i hak, rykker Føtex til en tidligere Danish Crown-slagterigrund.

Allan Vinding Sørensen
NORD­JYSKE er­fa­rer, at Føtex er på vej til den cen­tralt be­lig­gen­de grund, hvor Danish Crowns slag­te­ri lå. foto: hANS rAVN
Aalborg 10. marts 2007 22:48

NORDJYSKE erfarer, at Føtex og HP Gruppen arbejder seriøst på at etablere et nyt Føtex på den tidligere slagterigrund, som HP Gruppen overtog fra Danish Crown. Med placeringen overfor Metropol kommer Føtex til at ligge lige i hjertet af byens handelsliv. Koncerndirektør Søren Pedersen fra HP gruppen oplyser, at der ikke er sat underskrift på en aftale mellem Føtex og HP. - Men vi har naturligvis taget kontakt til Dansk Supermarked og Føtex. Hvis vi ikke havde gjort det, ville det være et tegn på, at vi sov i timen, siger Søren Pedersen. Han vil ikke oplyse, hvor langt HP-gruppen er med planerne for slagterigrunden, men han lægger ikke skjul på, at Føtex vil være en ideel partner i det store centerbyggeri. - Føtex står meget højt på vores ønskeliste. Det vil også være en oplagt mulighed for Føtex at ligge på så bynær en grund. De vil gerne ind dér, siger Søren Pedersen. - Så såre planlægningen er på plads, kan vi sige mere. Netop planlægningsdelen er hele humlen i sagen. Et nyt center på slagterigrunden kræver adskillige plantiltag, som igen kræver politisk godkendelse. Som oftest med den slagsstore projekter lodder man stemningen hos kommunens embedsmænd og politikere, før den endelige underskrift sættes på papiret. En tilsvarende fremgangsmåde fandt sted, da Metropol skulle gennem det politiske og planmæssige nåleøje. En mulig inspirationskilde for et nyt Føtex i Hjørring kunne være Føtex i Frederikshavn. Her ligger Føtex centralt i nærheden af bymidte og rådhus med egne parkeringspladser på taget. Det er endnu for tidligt at sige, om et lignende projekt er i tankerne i Hjørring. Det har ikke inden deadline været muligt at få en kommentar fra Føtex. Føtex udviklingschef Benny Thomsen har dog tidligere udtalt til NORDJYSKE. - Hvis vi får tilbud om en større og mere optimal butik, vil vi naturligvis se på det, sagde Benny Thomsen 20. januar i år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...