Fogedret inviterer skyldnere igen

Selvom fogedretten i Hjørring i efteråret havde succes med at give skyldnere frit lejde, så er der igen mange, der ikke møder op.

Det er tilsyneladende et konstant og vedvarende problem at få skyldnere til at møde op i Fogedretten og få en afklaring om deres gæld. - Korttidshukommelsen er ikke så god, konstaterer funktionschef ved Fogedretten i Hjørring, Naja Munk-Pedersen. I efteråret kom retten i bund med de mange uafklarede sager ved at arrangere en aktionsdag, hvor skyldnere, der ellers var blevet væk, havde frit lejde til at møde op og få en aftale om gælden i stand. 127 mødte frem, og det blev betegnet som en succes. Skyldnere bliver anholdt Aktionsdagen blev fulgt op af en hård linje fra politiet, der i de følgende dage rykkede ud og anholdte de skyldnere, der ikke var mødt frem. Det resulterede i 20 anholdelser rundt om i Vendsyssel. - Nu er den gal igen. Vi har igen 200 sager med skyldnere, der ikke er mødt frem på de fastsatte datoer. Derfor planlægger vi en ny aktionsdag 5. april, fortæller Naja Munk-Pedersen. Igen vil aktionsdagen bliver fulgt op af politiet, der efterfølgende rykker ud og anholder skyldnere, der ikke benytter sig af tilbuddet om frit lejde. De mange sager drejer sig om alt fra enkelte ubetalte regninger til misligholdte forbrugs- og boliglån og større gældsforpligtelser hos for eksempel erhvervsdrivende, der er gået ned med et firma. Næsten halvdelen bliver væk En statistik fra 2009 viser, at ud i alt 13.700 sager i fogedretten, mødte 45 procent ikke op til de indkaldte møder. Fogedretten bruger masser af unødige ressourcer på møder, der må aflyses.