EMNER

Fogh advarer de fristede

Statsministeren jagtede de sidste vælgere med advarsler mod De Radikale

KØBENHAVN:Anders Fogh Rasmussen retter på bæltet og glatter møjsommeligt den afslappede grønne jakke, inden han indtager det propfyldte auditorium på Handelshøjskolen i København. Og selv om skolen er højborg for Venstrestemmer, er misssionen klar fra første punchline. De støtter, der flirter med tanken om at sætte krydset ved De Radikale på grund af regeringes pardans med Pia Kjærsgaard, skal erobres tilbage inden valget. - Det er vigtigt, at I går hen og stemmer i morgen, ellers kan I risikere at vågne op til en ubehagelig oplevelse, tordner Anders Fogh Rasmussen og fanger trænet det ene par øjne efter det andet. - Marianne Jelved har gjort det meget klart. En stemme på De Radikale er en stemme på Mogens Lykketoft som statsminister. Der er ikke plads til at eksperimentere. Budskabet brager op på bagerste række. Men selv om Nana Falcon, der læser HA psyk, indrømmer, at statsministeren er en dygtig taler, ændrer skræmmebilledet ikke på, at han ikke får hendes stemme. - Jeg synes, det var for let for ham. Der sidder jo ikke nogen i det her lokale, som kan stille de kritiske spørgsmål til ham, som han burde have, og derfor bliver det bare ren reklame, siger hun. I Internationalt Presse Center venter der derimod Anders Fogh Rasmussen et hav af udenlandske logoer på mikrofonerne og alle de kritiske spørgsmål, som hverken danskerne eller den danske presse har stillet i denne valgkamp. Hvad skal der ske med udlændingepolitikken? Hvad med krigen i Irak? Og hvordan forholder han sig til situationen i Mellemøsten, spørger de udenlandske reportere igen og igen. Anders Fogh har klædt om til lejligheden. Mødet med journalister fra mere end 16 forskellige lande kræver andet end de sorte bukser, den sorte t-shirt og den grønne jakke, eleverne på CBS så statsministeren optræde i. Men selv om sproget er skiftet sammen med tøjet, er de verbale travere de samme. Venstre holder stadig "hvad de lover" og sætter "mennesker før systemer". Efter mødet haster statsministeren videre til allersidste stop i denne valgkamp.