Fogh afviser kritik fra diplomater

Statsminister fastholder, at der ikke er noget at mødes om i sagen om Muhammed-tegninger

København: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastholder sin beslutning om ikke at ville mødes med en række muslimske ambassadører for at diskutere de omstridte 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed. - Baggrunden for min afvisning er, at de sendte et brev til mig, hvor konklusionen var, at jeg - som statsminister - skulle tage retslige skridt i forhold til pressen. Det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Og hvis jeg gik ind på at holde et møde om samme sag, så var det det samme som at acceptere, at her var der en relevant problemstilling, der kunne føres dialog om, sagde Anders Fogh Rasmussen onsdag efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Statsministerens kommentar kommer, efter at 22 tidligere danske ambassadører er gået sammen om en kritik af Anders Fogh Rasmussens håndtering af sagen. Samtidig har tidligere udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, opfordret Anders Fogh Rasmussen til at tage muslimernes bekymring over tonen i den danske debat alvorligt. Statsministeren afviste dog, at tonen i udlændingedebatten herhjemme skulle være blevet skærpet siden regeringsskiftet i 2001. - Jeg mener ikke, at der skulle være nogen hård tone, eller at den skulle være blevet hårdere. Vi har faktisk i Danmark en rigtig god tradition for, at folk taler åbent ud om deres holdninger og synspunkter. Det er en værdifuld tradition, som skåner det danske samfund for fanatisme og ekstremisme. Det lukker meget luft ud i et samfund, at man føler at have lov til at ytre sig frit om, hvad man nu mener, og hvad den enkelte nu har på hjerte, sagde Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren kaldte det "et hypotetisk spørgsmål", om han ville have taget mødet med de muslimske ambassadører, hvis de i deres henvendelse ikke havde skrevet, at de var forvisset om, at han ville tage "alle de skridt, der er nødvendige" for at få standset angrebene på islam og muslimer i Danmark. Men nu er det i hvert fald for sent at tage et sådan møde for at få vasket tavlen rent, forklarede han. - Jeg har svært ved at se - på nuværende tidspunkt - hvad der kan bringes af nyt ind i sagen, sagde Anders Fogh Rasmussen. De 22 tidligere danske ambassadører har i et fælles debatindlæg kritiseret statsministeren for ikke at ville mødes med repræsentanter for de 11 muslimske lande. - Det ville have klædt det demokratiske Danmark, om statsministeren havde imødekommet den anmodning om en samtale, som blev fremsat af 11 fremmede ambassadører fra muslimske lande, skriver de 22 tidligere topdiplomater, hvoraf et betydeligt antal har gjort tjeneste i muslimske lande. Oppositionen har støttet de tidligere danske ambassadørers opfordring og kritiseret Anders Fogh Rasmussens stejle holdning i sagen. Selv ønskede statsministeren onsdag ikke at kommentere de tidligere ambassadørers initiativ. Det skete med henvisning til, at også de har deres ytringsfrihed. Til gengæld kritiserede Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, det usædvanlige skridt fra de tidligere topembedsmænd. - Det, som kendetegner vores stærke måde at gøre det på, er, at ambassadørerne er upolitiske, og vi kan stole på dem. Nu laver de en rent politisk manifestation. Det går ikke, sagde Søren Espersen efter mødet i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. /ritzau/