EMNER

Fogh bag facaden - eller bag fadæsen?

TV-PROGRAM:Efter at have set programmet "Fogh bag facaden" har flere Venstre-folk været ioffensiven med stærk støtte til statsminister Anders Fogh Rasmussen. Også her i NORDJYSKE. Jeg ved ikke helt, om tv-programmet bør hedde "Fogh bag facaden" eller Fogh bag fadæsen". For nok viser det jo, at Fogh bag den romantiserede facade er dominerende, hånende, ydmygende og egoistisk over for sine omgivelser, men samtidig viser programmet jo nogle store fadæse fra statsministerens side. Her tænker jeg ikke mindst på fadæsen, hvor Fogh på det groveste udleverer Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer. Der har altid været gode og tætte forbindelser mellem Tyskland og Danmark. Tit har tyskerne bakket op om Danmark i EU - og bl.a. var den daværende tyske forbundskansler, Helmuth Kohl, stærkt medvirkende til, at Danmark for 10 år siden kunne få de fire forbehold, som vi ønskede. Takket være Fogh er dette forhold nu sat på en gevaldig prøve. Hvis Nyrup havde lavet en sådan fadæse som statsminister, var han straks blevet udråbt som en klodsmajor, en nar og en klovn, som ikke kan gøre noget rigtigt. Når Fogh laver sådan fadæse, er det enten "pyt" eller nogen vil ligefrem rose Fogh for "en ny form for åbenhed". Venstre-folkene forsøger sig med at kalde programmet "en ny form for åbenhed", men dette er blot typisk Venstres manipulation med ord og deres fordrejning af sandheden, hvor de jo har en uforlignelig evne til at kalde æble for banan og til at gøre to og fen lige. Derimod viser eksemplet tydeligt, at der ikke er sammenhæng i Venstres påstande – heller ikke i forbindelse med tv-programmet. Hver gang Foghs fadæser i programmet bliver vist, siger V, at det selvfølgelig skal vises pga. Foghs "nye åbenhed". Men hvis det hele skal være så åbent, hvorfor er der så mange scener, som Fogh har beordret klippet væk? Jo, siger Venstre, det er p.g.a. følsomme samtaler, der kan skade Danmarks forhold til udlandet! Men hvis det er forklaringen på, at scener skulle fjernes, så er spørgsmålet bare, hvorfor Fogh ikke krævede scenen fjernet, hvor Joschka Fischer bliver udleveret og hånet? For den scene har da i høj grad skadet vores forhold til udlandet. Nok engang ser vi således, at Venstres påstande ikke passer sammen.