EMNER

Fogh beder nabolande gribe ind over for Zimbabwe

Afrikas egne institutioner bør reagere over for Mugabe, siger statsministeren

MAPUTO: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har under sit netop afsluttede besøg i Tanzania og Mozambique opfordret de to landes præsidenter til at handle i forhold til at få løst den dybe politiske, sociale og økonomiske krise i Zimbabwe. Helst så Danmark, at situationen i Zimbabwe lander på FN's Sikkerhedsråds bord. Men såvel Tanzanias afgående præsident, Benjamin William Mkapa, som Mozambiques nyligt valgte præsident, Armando Emilio Guebuza, er ligesom præsident Thabo Mbeki i det sydlige Afrikas toneangivende land, Sydafrika, tøvende. - Den ulykkelige situation i Zimbabwe er en selvskabt plage på grund af præsident Robert Mugabe og det elendige regime, som undertrykker menneskerettighederne og ikke lever op til et demokratisk samfunds helt grundlæggende principper. Det står simpelthen for dårlig regeringsførelse, ineffektiv brug af offentlige midler og en påstået jordreform, som er gennemført på en måde, der har ført landet ud i hungersnød, siger statsministeren. Og det er ikke alene et problem for Zimbabwes befolkning. - Det er også en kilde til regional ustabilitet, fordi der nu er begyndt at komme enorme flygtningestrømme, som flyder over grænserne til nabolandene. Det kan simpelthen være med til at destabilisere situationen i denne del af Afrika. Derfor har jeg til de to præsidenter sagt, at vi ikke opfatter det som et internt Zimbabwe-anliggende, men som noget, det internationale samfund bør tage alvorligt, siger statsministeren. Da det er meget vanskeligt for det internationale samfund at håndtere krisen i Zimbabwe, fordi det bliver betragtet, som om man udefra blander sig i Afrikas interne anliggender, har statsministeren opfordret præsident Mkapa og præsident Guebuza til at sørge for, at Afrikas egne institutioner som Den Afrikanske Union (AU) gør noget for at løse krisen. - Vi tror, at det kunne have en positiv virkning, hvis andre afrikanske ledere sagde til Mugabe, at det er en katastrofal kurs, der følges i Zimbabwe. Danmark har jo tidligere slået til lyd for, at sagen burde rejses i FN's Sikkerhedsråd, men det har der ikke været enighed om, og derfor har det ikke kunnet lade sig gøre at få sagen taget op, siger statsministeren, der erkender, at Tanzania, der er Danmarks største partner i Afrika "ikke har været villig til at støtte, at Zimbabwe kommer op i Sikkerhedsrådet", hvor både Danmark og Tanzania i øjeblikket er medlemmer. - Derfor rejste jeg også sagen over for præsident Mkapa. Han gentog det tanzaniske synspunkt om, at det faktisk ville gøre situationen endnu værre, hvis den blev rejst i Sikkerhedsrådet, fordi det ville låse det helt fast i Zimbabwe, siger statsministeren. Fogh Rasmussen har under besøgene ikke lagt pres på de to lande, men siger, at han har ønsket at udtrykke bekymring over situationen, opfordre til handling og argumentere for, hvorfor Danmark synes, at sagen bør tages op i Sikkerhedsrådet. - Det er dybt ulykkeligt at se, at et land, der fra naturens hånd er rigt udstyret med ressourcer, nu er kommet ud i en sådan nød og elendighed, fordi der sidder en bandit som Mugabe i Zimbabwe, siger statsministeren. /ritzau/