EMNER

Fogh: Det ser tungt ud med dansk kommissær

Statsminister Anders Fogh Rasmussen tror ikke, at det danske forslag om en fast EU-kommissær per land har en chance

KØBENHAVN: Dagen før EU-topmødet i Bruxelles, hvor EU's nye forfatningstraktat skal forhandles færdig, afskriver statsminister Anders Fogh Rasmussen nærmest muligheden for en fast dansk kommissær. - Vi arbejder stadig fra dansk side på at kunne fastholde princippet om en kommissær per land - også efter 2014. Men jeg må sige lige ud, at det ser tungt ud. For der er faktisk ikke rigtig nogen, der støtter det synspunkt længere. Heller ikke i kredsen af små lande, siger Fogh. Han mener ikke, at man kan sige, at Danmark mister en kommissær med den ordning, der er i det irske formandskabs udspil til EU's nye forfatningstraktat. - Det, der tegner sig fra formandskabets side, er, at hvert land har en kommissær de næste 10 år. Derefter skal der være 18 kommissærer. Det betyder, at hvert land har en kommissær i 10 ud af 15 år. Det er et princip, hvor store og små lande behandles på samme måde. Tyskland sidder over lige så tit eller sjældent som Danmark gør, siger Fogh og påpeger, at de enkelte kommissærer ikke må tage nationale hensyn. Han tror på, at alle landene kan blive enige, inden topmødet slutter fredag. - Der er i øjeblikket en stærk politisk vilje til at få dette her afsluttet. Jeg tror, at der er en almindelig erkendelse af, at efter vi nu er blevet 25 lande i EU, behøver vi et nyt sæt spilleregler, for at EU kan fungere godt og effektivt. Det kan vi med den nye traktat, og derfor tror jeg, at der vil være almindelig opslutning om et balanceret kompromis, siger Fogh. Han vil ikke tage stilling til, hvorvidt forfatningstraktaten vil kunne klare sig gennem folkeafstemninger i EU's medlemslande. - Det er da ikke omsonst at rejse til Bruxelles for at forhandle et resultat igennem, som vi synes er godt - set fra et dansk synspunkt. Man skal jo netop være med og prøve at præge resultatet. Om traktaten så kan vedtages med folkeafstemninger i alle lande, det kan jeg jo ikke vide noget om, siger Fogh./ritzau/