EMNER

Fogh er for flink ved Bush

KØBENHAVN:Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) regering er for flink over for USA. Det mener hver anden dansker ifølge en meningsmåling, som Catinet Research har lavet for Ritzau. Målingen viser, at især studerende er kritiske over for VK-regeringens forhold til USA. Catinét har spurgt 1020 personer på 15 år eller derover om deres holdning til Danmarks udenrigspolitiske linje over for USA i ugen op til, at den amerikanske præsident, George W. Bush, kommer til Danmark. 46 procent af de adspurgte svarer, at de mener, at regeringen er "for venlig" eller "alt for venlig" i sin linje over for amerikanerne. 41 procent svarer, at de mener, at regeringens linje er "tilpas", mens kun 3,6 procent siger, at VK-regeringens linje er for uvenlig. Dermed er det altså en forsvindende lille del af danskerne, der mener, at statsminister Anders Fogh Rasmussen bør være venligere, end det allerede er tilfældet over for den prominente amerikanske gæst, der kommer til landet i næste uge. De interviewede er opgjort på erhverv, og opgørelsen viser, at især unge og studerende er kritiske over for regeringen. 51,4 procent af de studerende mener således, at VK-regeringen er "for venlig" eller "alt for venlig", mens kun 26,6 procent af de studerende vurderer Foghs linje til at være "tilpas". Til gengæld er der for Anders Fogh Rasmussen mere støtte at hente hos pensionisterne og de selvstændige. Her mener henholdsvis 40,5 og 41,8 procent af de adspurgte, at VK-regeringens linje over for USA er "tilpas". Danskerne er også blevet spurgt til deres holdning til USA's rolle i verden i dag. Her svarer 33,9 procent, at USA's rolle er "negativ" eller "meget negativ", mens kun 17,8 procent svarer "positiv" eller "meget positiv". Hele 44,8 procent af de studerende mener, at USA's rolle i verden er for "negativ" eller "meget negativ". /ritzau/