EMNER

Fogh: Færingerne kan få det, som de vil have det

KØBENHAVN:Danmark er en kolonimagt. Det ene af to færøske folketingsmedlemmer, Høgni Hoydal, er ikke i tvivl, og det fik statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at føle ved torsdagens afslutningsdebat i Folketinget. Høgni Hoydal fra det færøske parti Republikanerne mener, at Danmark træffer afgørelse på Færøernes vegne om alt fra retspolitik til at gå i krig i Irak. Den holdning deler statsministeren ikke, og han henviser til, at den slags beslutninger træffes i fællesskab, og hvis Færøerne vil være selvstændige, så må Høgni Hoydal overbevise politikerne på Færøerne først. Den beslutning har ikke noget med Danmark at gøre. Men det forstår Høgni Hoydal ikke. - Danmark træffer afgørelserne, når det gælder udenrigspolitik, forsvarspolitik og retspolitik. Vil det så sige, at Danmark slet ikke har noget ansvar for, hvad der sker med Færøernes selvstændighed?, spurgte Høgni Hoydal. - Høgni Hoydal må tage det slagsmål på Færøerne. Den danske holdning er - og den er vel bakket op af alle i Folketinget - at det færøske og grønlandske folk kan få det, som de vil have det, sagde Anders Fogh Rasmussen, der dog mener, at “det færøske folk er godt tjent med at indgå i et stærkt fællesskab med det danske folk”. - Jeg skal gerne rejse hjem med det samme. Altså når situationen er blevet sådan, at det ikke er her i den danske regering og i det danske Folketing, at man træffer afgørelser på det grønlandske og færøske vegne, kvitterede Høgni Hoydal. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst