EMNER

Fogh fanget i egen propaganda

Afstanden mellem den politiske retorik og den blodige virkelighed i Irak blev for stor

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Marlene Lyhne SørensenFOTO: HENRIK BO

Hvem er god? Hvem er ond? Hvilke lande er demokratier? Hvilke er diktaturer? Og hvem er vores venner og fjender? Så længe det handler om politiske slogans, er det ikke svært at dele verden op efter stærkt forenklede opskrifter. Det har vores egen statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bevist til hudløshed. Som i hans beskrivelse af den internationale situation efter den 11. september 2001, som han kalder en ’global værdikamp’. - Det er en værdikamp mellem forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse. Mellem demokrati og diktatur. Mellem frihed og tyranni, lød Foghs analyse i talen ved Folketinget åbning tidligere på måneden. Men virkeligheden er som regel langt mere mudret. Tag for eksempel Irak. Det går ikke godt. For at sige det mildt. Alene i denne måned har knap 80 amerikanske soldater mistet livet. Omkring 100 irakere mister livet. Hver dag. Dødspatruljer hærger, også på hospitalerne, hvor de indlagte bliver slagtet på stribe. Irak-debatten raser i USA forud for midtvejsvalget, som republikanerne står til at tabe, og selv den amerikanske præsident George W. Bush har slukøret erkendt, at der nok er brug for at udtænke en ny strategi i Irak. Retorik og virkelighed En erkendelse af at der er grænser for, hvor længe man kan fastholde en officiel retorik af, at det går fremad i Irak, når medier og højtstående militærkilder nærmest står på nakken af hinanden for at fortælle, at situationen i landet bliver mere og mere blodig og kaotisk. Helt galt ser det ud, når en informationschef fra USA’s eget udenrigsministerium toner frem på tv-skærmen og proklamerer, at fremtidige historikere formentligt vil kritisere USA’s krigsførelse, ’fordi USA utvivlsomt opførte sig arrogant og stupidt i Irak’. Det skete, da den arabisktalende informationschef, Alberto Fernandez, gav et interview til tv-stationen al-Jazeera i sidste uge. Bliver der for lang afstand mellem retorik og realiteter, straffer vælgerne gerne deres ledere, og i et demokrati er det derfor ret usmart at blive fanget i sin egen propaganda. De seneste dage har der da også lydt nye toner fra de største lande i Irak-koalitionen, Storbritannien og USA, og sædvanen tro følger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu trop. På et pressemøde i Statsministeriet i går kaldte han situationen i Irak ‘utilfredsstillende’, ligesom han udtrykte sin fulde opbakning til, at der nu bliver udtænkt en ny strategi, der kan dæmme op for den eskalerende vold i landet. - Der sker ikke fremskridt nok, og det sker ikke hurtigt nok, sagde Anders Fogh Rasmussen, som mener, at ’opgaven er sværere end forudsat’, men at målsætningen fortsat er at sikre Irak ‘et stabilt demokrati’, og at blandt andre de danske soldater skal bistå den irakiske regering i at nå dertil. Det er uklart hvilken strategi, der skal til for at nå i mål. Reelt er det ren utopi at tro, at der overhovedet findes en, mener kommentatorer, blandt andet på den amerikanske avis, New York Times. Bush har nedsat en gruppe, Iraq Study Group, der skal udtænke en ny strategi, og en af de anbefalinger, som den amerikanske arbejdsgruppe menes at komme med, er, at der indledes forhandlinger om Iraks fremtid med Syrien og Iran; lande som Det Hvide Hus ellers har forsøgt at isolere. Forslaget støttes, ifølge den britiske avis The Guardian, af det britiske udenrigsministerium. Foghs logik Anders Fogh Rasmussen nævnte i går inddragelse af Iraks nabolande som en mulighed, uden dog at ville komme nærmere ind på strategiens indhold, fordi han mener, ’det vil spille modstanderne et kort på hånden’. Men ender koalitionen med at følge anbefalingen og forhandle med Syrien og Iran, vil Fogh blive viklet ind i sin egen propaganda. Iran er nemlig et diktatur, mener statsministeren. Og den slags forhandler man da ikke med. Den slags bekæmper man, i sidste instans med militære midler. I hvert fald hvis man skal følge Foghs logik i debatten om Irak-krigen. Eller hvad? Nej, for Iran udgør et særskilt problem blandt andet i kraft af landets atomprogram, mener Anders Fogh Rasmussen. Således kommer retorikken ofte til kort i den virkelige verden.