Fogh fastholder moralsk opsang

Oppositionen kalder ham naiv, men statsministeren står fast på sin opsang, som han dog ikke har lyst til at uddybe

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastholder sin opfordring til erhvervslivet om at opføre sig ordentligt og ikke forsøge at udnytte skattesystemet til det alleryderste, selvom hans udtalelser har fået erhvervsledere til at rase og de politiske kolleger til at kalde ham naiv. - Jeg vil gentage hvert eneste ord, jeg har sagt. Jeg står fuldstændig ved det, sagde statsministeren i går i Folketingets spørgetid. Her blev han mødt med en byge af spørgsmål om, hvordan han havde tænkt sig, at erhvervslivet skal efterkomme hans moralske henstilling. - Hvordan mener statsministeren, at erhvervsledere i det her land skal vide, hvad der gælder på skatteområdet. Er det loven, eller er det moralen? Og er det sådan, at statsministeren vil foranledige, at der måske bliver udarbejdet en særlig Emma Gad for erhvervsledere, spurgte tidligere skatteminister Jacob Buksti (S). Anders Fogh Rasmussen understregede, at der blot var tale om en henstilling. - Mennesker, der har et ansvar for store virksomheder, der rager op i det danske samfund, bør tænke på, hvad der er ret og rimeligt. Og det kan man ikke give nogen facitliste for. Men jeg tror, den enkelte i virkeligheden er meget godt klar over, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt, sagde han. Statsministeren havde bagefter ikke den ringeste lyst til at uddybe sine synspunkter over for pressen, men styrede med stormskridt mod sit ministerium Anledningen til statsministerens udfald mod erhvervslivet, er den verserende debat om skattehuller. Senest har Jyske Bank og en række andre banker klaget til Landsskatteretten, fordi bankerne har fået underkendt million-store fradrag, som er opstået i forbindelse med tilbagekøb af deres egne aktier. Og tidligere har TDC gjort brug af et hul i skattelovgivningen til at få et milliardfradrag. I begge tilfælde har skatteminister Svend Erik Hovmand (V) fremsat lovforslag, som skal lukke muligheden fremover, men statsministeren mener altså, at virksomhederne også selv må sørge for ikke at udnytte regler til det alleryderste. Den tankegang er naiv, mener både SF, S og Dansk Folkeparti, ligesom de konservative har kaldt udtalelserne for 'uheldige'. - Det er en smuk tanke, men virksomheder er først og fremmest sat i verden for at tjene penge, derfor gælder det om at lave nogle skatteregler, som er så enkle og klare som muligt, siger Mikkel Dencker, skatteordfører for Dansk Folkeparti. Oppositionen kritiserede i går regeringen for at være for langsom til at lukke skattehuller og forenkle lovgivningen. - Jeg tror, Foghs udtalelser skal flytte fokus fra regeringens dårlige samvittighed over på erhvervslivet, siger den radikale skatteordfører, Anders Samuelsen.