EMNER

Fogh: Firmaer bør åbne for nydanskerne

KØBENHAVN:Manglen på arbejdskraft er en af de største udfordringer lige nu, og derfor fremlægger regeringen i efteråret en samlet plan for at skaffe flere hænder og hoveder. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) satte dagsordenen ved Dansk Industris erhvervspolitiske topmøde i Bella Center torsdag, da han bebudede en plan for at løse manglen på arbejdskraft. Men han brugte samtidig lejligheden til at komme med en stærk appel til de mange erhvervsledere, der deltog i mødet, om at give danskere med indvandrerbaggrund en chance på arbejdsmarkedet. - En tredjedel af danske virksomheder har i dag ikke ansat danskere med indvandrerbaggrund. Jeg har besøgt virksomheder, der har ansatte med indvandrerbaggrund, og når de kan, så kan andre også. Jeg mener simpelthen, at en række virksomheder burde overveje, om ikke de kunne gøre lidt mere for at få nydanskere ind på virksomheden, siger Anders Fogh Rasmussen. Statsministeren henviser til, at halvdelen af danskere med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande i dag er udenfor arbejdsmarkedet, og det mener han er et paradoks. - Det er ganske mange tusinder, og det et ganske stort potentiale. Der er altså nogen lige udenfor døren, og det bør vi gøre noget ved, siger Anders Fogh Rasmussen. Udlændinge ind Ud over at få flere indvandrere i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse, vil planen også indeholde tiltag, der kan tiltrække mere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Statsministeren vil ikke løfte sløret nærmere for planens indhold. - Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvornår planen kommer. Vi arbejder med det i øjeblikket, siger Anders Fogh Rasmussen. Statsministerens udmelding kom efter, at Dansk Industri (DI) meget professionelt havde sat turbo på sin Plan B med 12 forslag til mere arbejdskraft med en internt tv-transmitteret debat blandt politikere og erhvervsledere i Bella Center, herunder økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), den radikale leder Margrethe Vestager og Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. Hvorvidt DI¿s Plan B - eller dele af den - kommer med i regeringens plan for mere arbejdskraft ville statsministeren ikke ind på. - Jeg vil ikke gå nærmere ind i enkelt elementer af Dansk Industris forslag, men vi studerer selvfølgelig fordumsfrit alt, hvad der kommer på bordet. Det gælder også DI¿s plan B plus andre forslag, der er på bordet for at få flyttet folk fra passiv forsørgelse til arbejde, siger Anders Fogh Rasmussen. /ritzau/