EMNER

Fogh: Hizb-ut-Tahrir skal have plads

Statsministeren talte dunder mod dem, der vil forbyde islamister ved lov

GREJS:Lydanlægget saboterede Anders Fogh Rasmussens grundlovstale i en sådan grad, at han til publikums store morskab luftede en mistanke om, at "Mogens Lykketoft var på spil". Men ellers brugte statsministeren sin grundlovstale til skarpt at kritisere Dansk Folkeparti, de radikale og andre, der den seneste tid har talt for at forbyde den fundamentalistiske muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir med forbud. - Kampen for demokratiet kan ikke føres med udemokratiske metoder. For nogen er det åbenbart et åg at tage hensyn til folk med modsatte synspunkter. For andre er det et adelsmærke!, sagde Anders Fogh Rasmussen. - I Danmark bestemmer vi selv, om vi vil gå med kasket, kalot eller tørklæde, fastslog statsministeren. Han havde to hovedargumenter for, at politikerne på Christiansborg er på afveje, når de vil forbyde politiske organisationer, de ikke bryder sig om. For det første har alle i Danmark lov til at "mene noget afskyeligt" - for det andet skal Hizb-ut-Tahrirs synspunkter ud i det fri til "skræk og advarsel". - I et frit demokrati tror jeg ikke på, at man kan bekæmpe sin modstandere med forbud. Det vil alligevel bare gøre deres synspunkter mere interessante og spændende, uddybede Anders Fogh efter talen.Statsministeren havde valgt at holde sin grundlovstale i landsbyen Grejs uden for Vejle, hvor opbakningen var stor - dagens sanghæfte var påtrykt billeder fra Foghs seneste visit i Grejs: Et virksomhedsbesøg i 1988. På vej til Madrid Statsministeren lagde da også ud med at garantere, at godt nok kom han lige fra Washington og var på vej til Madrid, men han havde "ikke været i tvivl" om at han skulle forbi Grejs på vejen. Resten af statsministerens tale berørte som ventet det forestående valg til Europa-Parlamentsvalget. Ligesom i begge sine nytårstaler indledte han med at mindes Europas deling og kommunismens fald. - Tænk, nu kan vi frit vælge repræsentanter til samme parlament. Jeg synes, vi alle skal give Europas genforening et håndslag ved at gå hen og stemme 13. juni.