Udenrigspolitik

Fogh i diplomatisk storm

Advarsel mod regeringens udenrigspolitik fører til kritik af tidligere topdiplomater

København: Regeringen og Dansk Folkeparti er ude i et politisk stormvejr, efter at en række tidligere topdiplomater har kritiseret VK-regeringens udenrigspolitik for på flere punkter at have været skadelig for Danmark. Selv om regeringen afviser et forslag fra Dansk Folkeparti om at svare igen med politisk udpegede ambassadører, så kalder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kritikken ikke blot for "grundløs". Statsministeren mener endda, at den er "upassende". - Vi har en god tradition i Danmark for, at embedsværket er partipolitisk neutralt. Men selvfølgelig har de ytringsfrihed som alle andre - og det er da bedre, at de kommer med deres politiske synspunkter åbent, så vi ved, hvor de står, siger Anders Fogh Rasmussen. Afviser politisk udpegning En samlet opposition afviser da også forslaget om politisk udpegede ambassadører, ligesom Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF) mener, at både nuværende og tidligere offentligt ansatte ikke alene har ret - men nærmest pligt - til at blande sig i den offentlige debat. - Jeg mener, at det både er et dumt forslag - for det giver ikke regeringen mere loyale ambassadører - og så er det et forkasteligt forslag at komme med på denne baggrund. Det er nemlig et angreb på ytringsfriheden i almindelighed, og jeg troede sådan set, at regeringens udenrigspolitik går ud på at forsvare ytringsfriheden ude i verden. Så skal vi vel ikke begrænse den herhjemme for hverken offentligt ansatte eller tidligere offentligt ansatte. Og så er det ydermere forkasteligt, da det sår tvivl om de nuværende ambassadørers loyalitet over for regeringens politik. Og det er der overhovedet ikke noget grundlag for - oven i købet i en situation, hvor vores ambassadører nu er blevet bombemål, siger Per Hansen, formand for de offentlige chefer i DJØF, som repræsenterer ambassadørerne. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) kan heller ikke se noget behov for at revurdere det danske system, hvor embedsmændene er ansat til at varetage den til enhver tid siddende regerings politik. Modsat i USA, hvor dele af embedsmandsapparatet bliver udskiftet, når der kommer en ny præsident. Per Stig: Kun loyale folk - For det første vil det være meget svært rent logistisk at udskifte 90 ambassadører på én gang. For det andet har jeg i hele min tid som udenrigsminister kun oplevet loyale embedsmænd, så jeg synes ikke, at problemet er så presserende. Nuværende loyale embedsmænd skal ikke straffes, fordi en gruppe tidligere ambassadører bruger deres ytringsfrihed, siger Per Stig Møller. De to tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft (S) og Niels Helveg Petersen (R) kalder det henholdsvis en "stupid idé" og "en omgang regulær vrøvl", at danske embedsmænd ikke skulle være politisk loyale. - Det er noget vrøvl, fordi de højtstående embedsmænd allerede i dag udnævnes af regeringen - vel at mærke uden at der tages partipolitiske hensyn. Den danske model har fungeret upåklageligt længe, og derfor bør vi bibeholde den uden at skele til partipolitiske hensyn, siger Niels Helveg Petersen. DF fastholder forslag Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, fastholder imidlertid, at de tidligere ambassadører skaber en uholdbar usikkerhed om dansk udenrigspolitik. Han beklager, at det nu er kommet så vidt. - Det er værd at overveje, om det her nu kan fortsætte - så vi om seks måneder igen ser en gruppe ambassadører gå ud og undsige regeringens udenrigspolitik. Vi er nødt til at sige enten eller: Enten har vi politisk udpegede topdiplomater - eller også har vi det andet. Så vidste befolkningen, hvem vi har for os. Det må være det væsentlige. Hvis de i virkeligheden bare ønsker en anden regering, hvorfor så ikke bare sige det, siger Søren Espersen./ritzau/