Fogh inviterer Demokratiske Muslimer

KØBENHAVN:Det nyoprettede netværk Demokratiske Muslimer oplever en massiv tilslutning og mødes med åbne døre fra flere sider. I går modtog netværket med Naser Khader (R) i spidsen en indbydelse til et møde i morgen med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i embedsboligen Marienborg. På dagsordenen er krisen i kølvandet på Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og integration i Danmark. Det moderate muslimske netværk sender en delegation på 12 personer - seks mænd og seks kvinder - til mødet med statsministeren. Her ønsker netværket at signalere, at det vil forsøge at hjælpe de danske myndigheder med at begrænse skadevirkningerne af Muhammed-krisen. Et andet af netværkets holdninger er, at debatklimaet kan have været med til at skabe en overreaktion. - Et budskab til omverdenen er, at der er mange muslimer, der gerne vil i dialog. De, der ønsker konfrontation, er et mindretal, siger Naser Khader, der foreløbig kalder sig "tovholder" for netværket, som lørdag officielt tog navnet Demokratiske Muslimer. Med beskeden om, at netværket var blevet inviteret til Marienborg, indledte en arbejdsgruppe på omkring 25 mænd og kvinder lørdag formiddag sit første møde for blandt andet at tale om foreningens vedtægter. Få timer senere havde gruppen vedtaget en række paragraffer, der skal udgøre fundamentet for det ny netværk. Vedtægterne tager udgangspunkt i, at foreningen skal være loyal over for det danske samfund og grundloven. Samtidig vil man arbejde for, at islam og demokrati kan kombineres. Til gengæld vil det være muligt for foreningen at ekskludere medlemmer, der modarbejder vedtægterne. - Vi har lavet nogen vedtægter, der kan hindre, at folk, der vil lave undergravende virksomhed, ikke får lov til at være medlemmer, siger Naser Khader. Han mener for eksempel, at der ikke er plads til talsmanden for 27 islamiske foreninger, Ahmed Akkari, eller imam Fatih Alev i Demokratiske Muslimer. Demokratiske Muslimer har på få dage fået massiv støtte fra både erhvervslivet og ganske almindelige borgere. På kort tid har mellem 500 og 700 moderate muslimer meldt sig ind, mens omkring 2500 ikkemuslimer har tilmeldt sig som støttemedlemmer. Det kan også mærkes på foreningens bankbog. Blandt bidragyderne er en anonym, velgørende fond, som har skudt 100.000 kroner i projektet. - I morges fik jeg tårer i øjnene, da jeg så kontoudtoget. Både erhvervslivet og ganske almindelige danskere har sendt penge. Det er overvældende. Nu vil vi gøre alt for at leve op til deres forventninger, siger Fathi El-Abed, der er næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening og et af de centrale medlemmer af Demokratiske Muslimer. I første omgang vil netværket forsøge sig med et reklamefremstød i de arabiske medier. Netværket vil bruge en del af pengene på at indrykke store annoncer i udvalgte arabiske dagblade. - Vi har forsøgt med sms-beskeder i løbet af ugen, men vi når ud til flest mennesker gennem de arabiske medier, siger Fathi El-Abed. Ud over de mange mennesker, der allerede har meldt sig ind i foreningen, havde netværket lørdag morgen omkring 2100 uåbnede mails fra personer, som gerne ville melde sig ind eller vide mere om foreningen. Arbejdsgruppen leder nu på højtryk efter et kontor, hvor foreningen kan holde til. Først den 1. april holder netværket stiftende generalforsamling, hvor man vil udpege en bestyrelse og en række talspersoner. Naser Khader afviser selv at være kandidat til formandsposten. - Mit ærinde er at få sat noget i gang og være fødselshjælper. Når projektet er kommet godt i gang og overlever, så vil jeg trække mig i baggrunden, siger Naser Khader. /ritzau/