Fogh: Karzais udtalelser skader opbakningen i vesten

Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen skærper tonen over for Afghanistans præsident efter nye udtalelser

Fogh: Karzais udtalelser skader opbakningen i vesten

Hamid Karzai "sparker til det internationale samfund" i en grad, så det "skader" støtten i de vestlige landes befolkninger til fortsat at hjælpe Afghanistan.

Sådan lyder det fra Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, der under et flerdages besøg i Danmark på ny løfter en advarende pegefinger over for Afghanistans præsident Hamid Karzai.

Det sker, efter Karzai-styret har fortsat sine stærkt kritiske udtalelse over for den internationale mission.

Senest har en talsmand for Karzai kaldt den Nato-ledede militærmission i Afghanistan - der indtil nu har kostet mere end 3200 internationale soldater livet - for "uklog og formålsløs".

- Det siger sig selv, at den slags udtalelser skader opbakningen til vores operation i Afghanistan, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.

- Folk spørger med rette: Vi har investeret menneskeliv, militærkapacitet og penge i at hjælpe afghanerne til at tage ansvar for deres eget land. Er takken så, at vi skal skældes ud for at det har været formålsløst? Det spørger folk selvfølgelig om, siger han.

Karzai har også vakt international opsigt ved at beskylde USA for hemmeligt at samarbejde med Taliban om selvmordsbombeangreb, der skal skræmme den afghanske befolkning til at lade de internationale soldater blive i Afghanistan.

Den afghanske regeringen forhandler i øjeblikket med USA om de juridiske aftaler, der skal danne rammen om fortsat international tilstedeværelse, efter de internationale kampsoldater er trukket ud i 2014.

Anders Fogh Rasmussen mener, at Karzais udtalelser er udtryk for, at Karzai forsøger at trække sin forhandlingsposition skarpt op.

- Men det retfærdiggør ikke udtalelserne, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Karzai bør indse, at det er i hans interesse, at det internationale samfund fastholder sine forpligtelser over for Afghanistan også efter 2014. Men hver gang han kommer og sparker til det internationale samfund, så underminerer det støtten til fortsat at hjælpe Afghanistan.

Spørgsmål: Så du er simpelthen nervøs for, at opbakningen til fortsat at give de midler, der skal til, for at holde styret kørende og fastholde træningsmissionen, vil forsvinde?

- Ja, helt konkret er det sådan, at med 352.000 afghanske soldater og politifolk, så kan den afghanske regering ikke selv finansiere det. Det kan kun finansieres ved, at det internationale samfund stiller temmelig mange penge til rådighed hver eneste år.

- Der vil befolkningerne i vores lande sige: Skal vi skældes ud dagligt af den afghanske præsident og samtidig sende penge til at finansiere hans sikkerhedsstyrker? Det spørgsmål vil de stille, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.