Religion

Fogh kræver frisind over for tørklæder

Statsministeren opfordrer danskerne til at være lidt mindre optaget af religiøse symboler

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte det forstemmende, når “fundamentalistisk religiøsitet får lov at blokere for sund fornuft, rationel tænkning og videnskabelig dokumentation”. SCANPIX

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte det forstemmende, når “fundamentalistisk religiøsitet får lov at blokere for sund fornuft, rationel tænkning og videnskabelig dokumentation”. SCANPIX

LOLLAND:Dansk Folkeparti og danskere generelt skal udvise frisind og anerkende muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sin grundlovstale på de vidtstrakte plæner bag herregården Fuglsang på Lolland tirsdag eftermiddag. - I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum, sagde statsministeren tydeligt henvendt til Dansk Folkeparti, der i de seneste måneder har hvirvlet sin egen retorik om tørklæderne op til at sammenligne dem med politiske symboler som hagekorset og det kommunistiske hammer og segl. Partiformand Pia Kjærsgaard vil have dem forbudt, men den går ikke ifølge statsministeren. - Det er et budskab til alle, der føler sig ramt. Jeg synes, at det er noget meget værdifuldt i det danske samfund og i det danske folkestyre, at det baserer sig det på et frisind, hvor man selvfølgelig hver især kan have sin opfattelse af tørklæder og andre ting, men hvor vi også anerkender og respekterer, at det er op til den enkelte at bestemme, hvordan man klæder sig, uddybede statsministeren efter talen, hvor han imidlertid gav danske arbejdsgivere lov til at kræve tørklæderne fjernet i arbejdstiden. - På den anden side skal ingen for eksempel kunne nægte at stå til rådighed for arbejdsmarkedet med henvisning til religiøst motiverede, personlige leveregler. Og det bør være en selvfølge, at en arbejdsgiver frit kan fastsætte saglige regler for på klædning på arbejdspladsen, sagde Fogh fra talerstolen, hvor han i store dele af sin grundlovstale talte imod religiøse dogmer både i Danmark og i resten af verden. Nej til lovændring Han udpegede ytringsfriheden som den vigtigste af alle frihedsrettigheder, fordi man ikke kan tilkæmpe sig rettigheder eller medbestemmelse eller forandring uden den. Således lagde han en bredside mod FN’s menneskerettighedsråd, der i marts vedtog en resolution om, at FN’s medlemslande skal indskrænke friheden til at udtale sig kritisk om medborgeres religioner. - Lykkeligvis er denne resolution ikke juridisk bindende. Og lad mig gøre det ganske klart: Danmark agter ikke at rette sig efter denne resolution. Vi ændrer ikke vores lovgivning, sagde han til begejstring for de små 500 fremmødte, der fra campingstole og tæpper lod klapsalverne bryde løs. De seneste år har forholdet mellem religion og politik fyldt godt op i statsministerens grundlovstale, men denne eftermiddag på Fuglsang var det det altoverskyggende tema: At religion er en privatsag, der ikke må blandes sammen med politik. For selv om statsministeren også krævede lighed for kvinder i hele verden til at arbejde og leve på lige fod med mænd, endte det argument også i en lussing til religiøs dogmatisme og indblanding. Både fra muslimer, men i forholdet til Afrika i høj grad fra Bushs religiøse bagland i USA, der vil bekæmpe aids og hiv ved hjælp af seksuel afholdenhed frem for kondomer. - Men det er selvsagt aldeles urealistisk. Man er nødt til at tage sit udgangspunkt i det virkelige liv. Det er forstemmende, når fundamentalistisk religiøsitet får lov at blokere for sund fornuft, rationel tænkning og videnskabelig dokumentation, sagde Anders Fogh Rasmussen med udtalt adresse til den katolske kirke, højkristlige kredse i USA og en række muslimske lande.