Udenrigspolitik

Fogh kræver udvidelses-mandat på topmødet

København, søndag /ritzau/ Efter de irske vælgeres accept af Nice-traktaten lægger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der er formand for EU, maksimalt pres på sine 14 kolleger for at få mandat på topmødet i næste uge i Bruxelles til at færdiggøre forhandlingerne med de 10 europæiske lande, der står for tur til at blive optaget i EU. Statsministeren er parat til at forlænge topmødet ud over de planlagte to dage, hvis det er nødvendigt for at få en beslutning om, hvordan landbrugspolitikken og EU-budgettet skal skrues sammen i et EU med 25 medlemslande. - Vi har kun syv uger til at færdiggøre forhandlingerne. Derfor skal det danske formandskab og EU-kommissionen have et mandat i Bruxelles. Ellers bliver vi ikke færdige til december, sagde statsministeren søndag aften på et pressemøde i Statsministeriet i København. Anders Fogh Rasmussen noterede med tilfredshed, at han på sin rundrejse til 13 af de 14 EU-landes hovedstæder forud for topmødet har fået tilsagn om to ting. EU-landene vil ikke på topmødet stille nye forhåndsbetingelser for at beslutte udvidelsen, og de føler sig forpligtet af den tidsplan, der indebærer, at udvidelsen besluttes på topmødet i København i december. - Når alle nu er enige om det, er der kun en måde, hvorpå vi kan nå det mål. Det er, at vi går fra Bruxelles og har besluttet, at det danske formandskab kan gøre forhandlingerne færdige. Og det grundlag skal være der. Det agter jeg at bruge den tid, der skal bruges, for at få. Det kan godt blive en besværlig sag, men vi går ikke fra Bruxelles uden et resultat, sagde Anders Fogh Rasmussen. Forud for topmødet er fronterne i EU trukket hårdt op omkring landbrugspolitikken. Tyskland, Holland og Sverige vil have støtten til landmændene skåret ned allerede nu, mens Frankrig modsætter sig nedskæringer på denne side af 2006. På topmødet skal statsminister Anders Fogh Rasmussen bøje de modstridende interesser mod hinanden. Det bliver ikke let, men statsministeren lægger vægt på, at de lande, der ønsker reform af landbrugspolitikken, ikke gør deres accept af udvidelsen betinget af reformen. Anders Fogh Rasmussen sagde, at det er glædeligt, at de irske vælgere har godkendt Nice-traktaten. - Det er en vigtig beslutning, den irske befolkning har truffet. Ikke kun for Irland, men for hele EU-samarbejdet og ikke mindst for udvidelsen. Det sender et klart og positivt signal til landene i Central- og Østeuropa om, at alle EU-landene mener udvidelsen alvorligt. Nice-traktaten er EU's udvidelsestraktat, og vejen er nu åbnet for, at vi på EU-topmødet i København kan afslutte udvidelsesforhandlingerne og således byde de første nye lande velkommen i fællesskabet, sagde han. Anders Fogh Rasmussen tilføjede, at med resultatet af den irske folkeafstemning er den tungeste af de sten, der indtil weekenden lå i vejen for udvidelsen, ryddet af vejen. - Det var den værste, for den lå uden for vores kontrol. De andre kan vi påvirke gennem forhandlinger, sagde han. Topmødet i Bruxelles er den næste sten på vejen, og det følges af de diplomatiske bestræbelser på at forene de to dele af Cypern til en stat. Det er ikke en forudsætning for, at Cypern kan komme med i EU, men statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ønsker at lægge stærkest muligt pres på græsk-cyprioterne og tyrk-cyprioterne for, at forhandlingerne i FN-regi fører til et positivt resultat inden topmødet i København. Endelig skal EU, Rusland og Litauen finde en løsning på problemet med den russiske enklave i Kaliningrad. Udvidelsen kan finde sted, uden at der indgås en aftale om trafikken mellem Rusland og Kaliningrad, men en aftale er politisk ønskelig af hensyn til forholdet mellem EU og Rusland. Statsministeren venter, at de drøftelser, der nu foregår mellem Rusland og Litauen, når til et resultat inden topmødet mellem EU og Rusland i København 11. november. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst