Virksomhedsøkonomi

Fogh løber af pladsen i utide

STATSMINISTEREN:Man løber ikke af pladsen i utide, en kaptajn forlader ikke den synkende skude, ja, man kan blive ved med at finde udtryk for statsministerens mere og mere tydelige anstrengelser for at komme væk fra det kriseramte Danmark. Man er tilbøjelig til at tro, at han, ligesom Anne Mette, ikke gider høre mere om finanskrise. Rejser han væk fra os, så bliver det partiets undergang. Meget tyder på, at han er på vej ud i den vide verden på trods af sine gyldne løfter om, at han ikke søger til udlandet. Så politikere kan man ikke stole på, det ser vi igen og igen. Når de først har sikret sig én af de så eftertragtede taburetter, så tænker de kun på at mele egen kage. Vi borgere, hvem de har at takke for, at de sidder, hvor de sidder, glemmer de alt om, når de først er inde på Borgen. Det er 50 år siden at landet har befundet sig i en lignende krise. Skulle det ikke forpligte for Landsfaderen? Nej, det ser ikke sådan ud. Venstre ved du hvor man har, plejer de at sige, men det kan man heller ikke stole på længere. Nu står vi til at få en ny statsminister, der tydeligvis stadig ikke kan styre sit alkoholforbrug, og hvad angår økonomi, så har han jo vist ekstremt roderi i regnskabet. Så er det, jeg spørger: Kan Danmark være tjent med det her? Nej, Anders Fogh Rasmussen, det her kan du ikke være bekendt. Mere end nogensinde drejer det sig om, at vi skal stå sammen og redde, hvad reddes kan. Hver dag bringer nyt om konkurser, og så er der bankpakkerne. De kommer bankerne til gode, men da ikke den almindelige dansker. Hvad med de mange, der må gå fra hus og hjem? Hvor skal de gå hen? Bankerne holder ”nødhjælpspakkerne” tæt ind til kroppen, så der er der heller ingen hjælp at hente for den almindelige dansker. Hvorfor skal vi lide under, at visse banker har været så blåøjede at låne kæmpesummer til finansiering af projekter, som viste sig at være fejlskøn? Hjælpepakkerne skulle være til betrængte husejere, som vil få sværere og sværere ved at betale deres terminer. Folk ville på denne måde få penge tilovers til forbrug og i sidste ende bidrage til de små erhvervsdrivendes overlevelse. Det er da et deprimerende syn, at gå en tur gennem en by, hvor der nu ligger den ene tomme butik efter den anden. Det forsætter jo bare, hvis der ikke bliver gjort noget ret snart. Ved sidste års lønforhandlinger blev der givet de største lønstigninger i mands minde. Det kom de erhvervsaktive til gavn. Der er tale om den højeste stigning i Danmarkshistorien. Forskellen på rig og fattig bliver større og større. Her tænker jeg især på dem, der ikke er erhvervsaktive længere: pensionisterne. Deres kår bliver ringere og ringere. De kan kun drømme om forhøjelse af deres pensioner. Der er ikke nogen, der interesserer sig for denne gruppe af befolkningen. Hvorfor er der ikke nogen, der taler deres sag? I USA har man lagt loft over bankdirektørernes lønninger. Det kan man heller ikke finde ud af her. Det er jo grotesk, at de ikke skal røres. Stillet i skarp kontrast til vilkår for landets pensionister og dem, der ligger på den laveste løn. Folketingets medlemmer skulle også vise sig samfundssolidariske og gå ned i løn, indtil vi ser lysere tider igen. Jorden rundt er man ved at indse, at det ikke vil hjælpe at støtte ”toppen” men derimod starte i den anden ende.” Lad os håbe, hr. statsminister, at duu i samråd med dine politikere vil indse, at hjælpepakken ikke skal have en social slagside.