Fogh mindes terrorofre i New York

New York 12. september 2002 08:00

NEW YORK: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) deltog i går i mindehøjtidelighederne i New York på årsdagen for terrorangrebet mod USA. - Dette er først og fremmest en dag, hvor vi forener os med amerikanerne i sorgen og tænker på de overlevende efter terrorangrebene. Der findes et stærkt sammenhold og en betydelig solidaritet mellem EU og USA, sagde Fogh. - Midt i tragedien er det imponerende, hvordan det amerikanske samfund har stået fast og slået igen mod terroristerne efter det, som skete, tilføjede statsministeren. Han lagde samtidig op til dansk støtte til et militært angreb på Irak, hvis ikke Bagdad igen giver FN's våbeninspektører adgang til Irak. - Det internationale samfund må nu forstærke presset på Saddam Hussein, så han lukker våbeninspektørerne ind. Vi kan ikke passivt se til, når Saddam Hussein opbygger sin våbenkapacitet med biologiske og kemiske våben, sagde Fogh Rasmussen, som dog tilføjede, at det ville være en fordel at få "klare beviser" for Iraks påståede forsøg på at skaffe masseødelæggelsesvåben. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...