Fogh: - Mugabe er en bandit

Zimbabwes præsident er en katastrofe, siger Fogh

Robert Mugabe ankommer her til EU/Afrika topmødet i Lissabon, hvor han ikke skal forvente at blive taget på med fløjlshandsker.Foto: NICOLAS ASFOURI/SCANPIX
EMNER 9. december 2007 05:00

LISSABON: Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, er ¿en bandit¿, der har påført sit land en katastrofe. Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i går forud for åbningen af det første EU-Afrika-topmøde i syv år i Portugals hovedstad, Lissabon. Netop den stadigt mere autokratiske Mugabe er hovedårsagen til, at EU og Afrika ikke har kunnet enes om at mødes siden det første topmøde af sin art i Kairo i 2000. - Mugabe er selvfølgelig et stort problem. Det er en katastrofe, som den bandit har påført sit land. Der skal siges, hvad der skal siges til Mugabe, for det er fuldstændig uacceptabelt, hvad der foregår i Zimbabwe, sagde statsministeren. Det er Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der har fået til opgave at tale med store ord til Mugabe på vegne af EU. Og det er en fordel, at Mugabe, der lørdag storsmilende og omgivet af et stort opbud af livvagter ankom til topmødet, selv er til stede, mener Fogh Rasmussen. - Når nu EU har noget fast og bestemt at sige, så er det en fordel, at Mugabe er til stede ved topmødet, siger statsministeren. Han erkender, at det er Zimbabwes naboer, der bedst er i stand til at lægge pres på Mugabe, men håber, at EU¿s budskab vil gøre indtryk på de afrikanske ledere. Illegal indvandring Selv har Danmark lagt stor vægt på, at topmødet blev gennemført, med eller uden Mugabe. - Det første er, at EU har en politisk og moralsk forpligtelse til at hjælpe Afrika med at bekæmpe fattigdom. Det andet er problemet med illegal indvandring fra Afrika, som jo kun kan blive løst, hvis vi hjælper Afrika med at skabe bedre livsbetingelser for ikke mindst den unge generation, siger statsministeren. Det skønnes, at der skal skabes 10 til 15 millioner jobs per år i Afrika, for at de unge kan få ordentlige livsvilkår. - Så vi har i Europa en egeninteresse i at hjælpe Afrika på fode. Og så har vi i Europa en klar strategisk interesse. Vi kan jo se, hvordan Kina manifesterer sig stærkere og stærkere på det afrikanske kontinent. Og der har vi fra Europas side en klar interesse i, at vi fastholder positionen, som vi har i dag, hvor EU er Afrikas vigtigste handelspartner. - Den strategiske interesse handler også om at bekæmpe fundamentalisme og ekstremisme i de afrikanske lande f.eks. i Sudan. Og det handler igen dybest set om at skabe socialøkonomiske fremskridt, siger Fogh Rasmussen. Det er netop i de senere år, hvor forholdet mellem EU og Afrika har været præget af striden om Zimbabwe, at Kina for alvor er stormet ind på scenen i Afrika. Statsministeren erkender da også, at EU har sovet lidt i timen. - Det er ikke helt uproblematisk, at Kina går frem i Afrika. De stiller jo ikke spørgsmålstegn ved demokrati og menneskerettigheder, siger statsministeren. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...