EMNER

Fogh på gyngende kurs

Statsminsteren svinger mellem at være overbærende landsfader og fornærmet monark

Det kan være svært at vide, hvilket ben man skal stå på, når det halve land henligger i strejker og mere eller mindre diffuse krav om mere velfærd. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har derfor valgt den lidt trippende kurs. Først udøste han sin vrede over kommunerne i sidste uge. Så kaldte han pædagogernes fagforening BUPL nogle af de værste gloser, han kunne finde forleden. Og i går var strategien: Tavshed. Ikke et ord om strejker, blokader eller BUPL faldt i statsministerens åbningstale til Folketinget, som mere tog karakter af en sang for de varme lande, ytringsfriheden og terrorbekæmpelsen. Derudover kastede Fogh sig ud i et pædagogisk forsøg på at forklare, at alle har ret i velfærdsdebatten. Både finansministeren, når han siger, at kommunerne får penge som aldrig før, og de vrede stemmer som påstår, at mange kommuner skal spare. Som en ægte landsfader forsøgte statsministeren også at forklare, hvorfor en ansvarlig regering ikke kan bruge flere penge på velfærd. Spørgsmålet er, om vælgerne vil finde landsfaderrollen troværdig efter flere dages hadefulde udfald fra centrale ministre - inklusiv statsministeren selv - mod BUPL og alle andre ’socialistiske kumpaner’? Eller om det tværtimod vil virke som om, at regeringen nægter at tage imod kritik og istedet insisterer på at fastholde sin egen dagsorden. Regeringens strategi har tydeligvis været at så tvivl om motiverne hos kritikerne. De socialdemokratiske kommuner har været ude i et politisk ærinde, og det samme har BUPL, som oven i købet har taget forældrene som gidsler. Regeringen må have afvejet, at der alligevel ikke er nogle borgerlige stemmer blandt socialdemokrater og pædagoger, så de kan lige så godt få krig. Det er givetvis rigtigt, men mange borgerlige vælgere har også børn i de danske institutioner, hvilket gør strategien farlig. Iagttagere mener, at den tilspidsede situation måske kunne være undgået, hvis statsministeren på et langt tidligere tidspunkt havde taget landsfaderrollen på sig og taget kritikken i opløbet. A la, jeg forstår godt, hvis der kommer frustrationer, men vi skal igennem en lidt hård periode. Så vil alt se lysere ud bagefter, og især når vi har fået lavet en god kvalitetsreform af den offentlige sektor. I stedet kan statsministeren nu bruge tiden på at tælle antal dage med strejker og ikke antal rekorddage som Venstrestatsminister.