EMNER

Fogh skal forklare sig i interviewsag

KØBENHAVN:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skal forklare Folketinget, hvorfor han selv og udenrigsminister Per Stig Møller (K) trodser en opfordring fra Ombudsmanden til at give interview om Irakkrigen til Ekstra Bladets Bo Elkjær. SF’s formand, Villy Søvndal, kalder nemlig Anders Fogh Rasmussen i samråd, efter at ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen ikke har kunnet finde nogen saglig grund til, at de to ministre i fire år har nægtet journalisten et interview. Bo Elkjær vandt i 2004 den fornemste journalistiske hædersbevisning, Cavlingprisen, for sin dækning af Danmarks deltagelse i Irakkrigen. - Det her en ekstremt vigtig og principiel sag, fordi det ikke er en inferiør journalist på et ligegyldigt medie om en lille sag, men en højt respekteret journalist på et landsdækkende medie, der forsøger at afdække sandheden om den mest vidtgående udenrigspolitiske beslutning i nyere dansk historie, siger Villy Søvndal. Formanden for politisk-økonomisk udvalg, Frank Aaen (EL), kritiserer også statsministerens holdning. - Sagen viser, at når statsministeren hele tiden taler om respekten for ytringsfrihed, så er det varm luft. Når det kommer til en prøve med ham selv, så passer det jo ikke, siger Frank Aaen. Ombudsmanden mener, at ministre har ret til at afvise at give interview, men de må ikke “blackliste” visse journalister uden saglige grunde - og det er ikke nok, hvis de frygter, at Bo Elkjær vil bruge et interview om Irakkrigen “som anledning til yderligere negativ og kritisk offentlig omtale af regeringen og ministerens håndtering af sagen”, som han skriver.ritzau/