Fogh smager sin egen medicin

Lykketoft stormer frem med uventet popularitet. Men bag successen ligger en velkendt strategi - den selvsamme, som bragte Fogh til magten

Mogens Lykketoft skuer udover den forsamlede presse og lægger ansigtet i alvorlige folder, inden han konstaterer: - Det er nødvendigt at begrænse indvandringen, og derfor støtter vi de ændringer, regeringen har gennemført. Datoen er 6. maj 2003, og det skal blive en mærkedag på flere måder. Socialdemokraterne har samlet pressen for at præsentere partiets nye skærpede udlændingeprofil. Nu skal det være slut med internt kævleri, om indvandringen skal begrænses eller ej. En strid som allerede har skubbet partiet ned fra regeringstaburetterne og fået Ritt Bjerregaard til at gå i protest som udlændingeordfører. Med integrationsudspillet slår Lykketoft et stort kryds over den interne uenighed og tilslutter sig samtidig regeringens stramme udlændingepolitik på '95 procent af områderne', bemærker en veltilfreds integrationsminister Bertel Haarder (V). Men udspillet signalerer også en anden vigtig ting, som de færreste bider mærke i den dag. Nemlig at Lykketoft påtænker at knuse den borgerlige landeplage med præcis den samme "kopimedicin", som Fogh brugte i 2001 til at vippe Nyrup af pinden. Fogh skal med andre ord smage sin egen medicin. Recepten lyder som følger: Tag din modstanders vindersager og gør dem til dine egne, og ibland samtidig en dosis af dine egne stærke mærkesager. Siden den forårsdag har Lykketoft kørt markant efter den strategi. Og foreløbigt har det givet bonus i meningsmålingerne, hvor Lykketoft går frem med stormskridt, mens regeringen ser mere og mere vingeskudt ud. Gør som Bill og Blair Det er nødvendigt at bevæge sig en tur over Atlanten for at finde roden til Lykketofts strategi. Det var nemlig den demokratiske præsident Bill Clinton, som først introducerede kopi-strategien, da han skulle genvælges i 1996. Eller rettere hans udspekulerede og skruppelløse rådgiver på det tidspunkt, Dick Morris. Ved midtvejsvalget to år tidligere havde republikanerne vundet flertallet i Kongressen, og nu stod en presset Bill Clinton over for deres præsidentkandidat Bob Dole. I det lys rådede Morris ham til at lægge sig tæt op ad republikanerne på de områder, hvor de var populære i befolkningen. - Clinton var eminent til at overtage modstanderens synspunkter og gøre dem til sine egne på en måde, hvor det ikke virkede åbenlyst. Det var derfor, at han var så effektiv en politiker, og i nogles øjne en opportunist fremfor en mand med de store principper, siger Carl Pedersen, lektor i amerikanske studier på Syddansk Universitet. Det mest markante eksempel var tre måneder før præsidentvalget i 1996. Her underskrev Bill Clinton en velfærdsreform, som satte en stopper for, at arbejdsløse kunne få bistand efter få år på støtten. En reform, som i fem år havde været republikansk mærkesag, men som Clinton nu effektivt lukkede luften ud af. Samtidig kunne han slå på den gode amerikanske økonomi under de første Clinton-år. Som bekendt vandt han valget. Clintons succes gik ikke ubemærket hen i England. Rådgivere rejste frem og tilbage over Atlanten, og da den unge Labourleder Tony Blair året efter udfordrede den konservative regering, var det med en effektiv kopi-strategi. Blair forsikrede, at han ikke ville pille ved skatterne, men at han til gengæld ville slå hårdt ned på kriminalitet. Gode konservative mærkesager, som blev krydret med løfter om bedre sygehuse og uddannelser. Også han vandt regeringsmagten. Den danske udgave Da Anders Fogh Rasmussen året efter, i 1998, overtog posten som leder af Venstre, viste det sig hurtigt, at han havde luret strategien godt af. Valgnederlaget i 1998 skyldtes i høj grad, at det lykkedes Nyrup-regeringen at så tvivl om Venstres reelle hensigter med velfærdssamfundet. Det skulle ikke ske igen. Derfor drejede Fogh partiet ind mod midten, hvor han lagde det tæt op ad regeringen på velfærdsområdet. Fogh gik med i brede forlig om finansloven i 98 og 99. - Han ville vise, at Venstre ikke var et sekterisk fløjparti men i stand til at lave brede forlig. Og så ville han køre sit eget løb resten af perioden, hvilket han rent faktisk også gjorde, siger Ralf Pittelkow, forfatter og politisk kommentator ved Jyllands-Posten. Halvanden milliard kroner til at afskaffe sygehusventelisterne skulle vise Venstres velfærdsvilje. Skattestoppet skulle vise ansvarligheden og samtidig berolige vælgerne om, at Venstre ikke længere ønskede at sætte den offentlige sektor på en voldsom slankekur. Dermed blev der lukket af for velfærdsangreb fra Nyrup. Samtidig kørte Fogh hårdt på med de borgerlige mærkesager, strengere straffe og skrappere udlændingepolitik. Områder, hvor Nyrup-regeringen lå underdrejet i intern uenighed. Også denne gang virkede strategien effektivt. Fogh vandt valget. En omvendt Fogh Da Lykketoft bliver formand i december 2002, ved han derfor godt, hvad det handler om. Socialdemokraterne er nødt til hurtigst muligt at lægge sig tæt op ad regeringen på netop de områder, som har givet Fogh succes. Først og fremmest udlændingepolitikken og retspolitikken. Ellers vil partiet ikke have en chance for at komme tilbage til magten. Kovendingen på udlændingeområdet kommer altså 6. maj 2003. Kort tid efter beslutter Socialdemokraterne sig for at støtte regeringens kontroversielle rockerpakke, selvom partiet tidligere har talt kraftigt imod brugen af civile agenter og på trods af, at den trofaste ægtefælle, de radikale, er lige så arge modstandere af rockerforslagene som af udlændingestramningerne. Siden har Socialdemokraterne tilsluttet sig en hårdere kurs over for blandt andre unge kriminelle, ligesom de selv har stået klar med krav om flere betjente på gaden. Det nye Socialdemokrati vil ikke opfattes som blødsødent og handlingslammet, hverken over for det danske samfunds egne lømler eller dem, der kommer udefra. Så da regeringen forleden foreslog en hårdere kurs over for imamer, råbte Socialdemokraterne på mere. Og da Bertel Haarder lancerede et udspil for at gøre op med ghetto-dannelse, kom der fluks et fra S også. Seneste eksempel på strategien er 'det sociale skattestop', som partiet lancerede sammen med de radikale for godt en uge siden. Selvom SR-skattestoppet ikke afviger synderligt fra den skattepolitik, de to partier førte, mens de var i regering, er signalet vigtigt. For den almindelige vælger lyder det let lige så besnærende som regeringens skattestop. Samtidig er det et forsøg på at kvæle den borgerlige kritik af, at S og R kun er ude på at sætte skatterne op, hvis de kommer til magten igen. Alt imens Socialdemokraterne har lagt sig op ad regeringen på rets-og udlændingeområdet, og nu også på skattestoppet, kører Lykketoft massivt frem med få mærkesager på velfærdsområdet. Et løfte om syv milliarder kroner til en effektiv indsats mod arbejdsløsheden skal udstille regeringens lammelse. Og på velfærdsområdet hedder løfterne blandt andet et 1000 kroners-loft på daginstitutionspladser og flere lærere i folkeskolen. Den radikale knude Alt tyder på, at kopi-strategien er godt på vej til at virke igen. Det er endnu for tidligt at sige, om Lykketoft bliver statsminister på den, men én ting er sikker. Strategien har givet Lykketoft et stort problem, som hedder de radikale. Mens Lykketoft har givet Socialdemokraterne en opstrammende ansigtsmaske, har det lille midterparti fået massiv fremgang på at klandre regeringen for at mangle humanisme i udlændingepolitikken og vilje til at reformere velfærdssystemet. - Socialdemokraterne har placeret sig ét sted i det politiske spektrum, og de radikale har placeret sig næsten det diamentralt modsatte sted. Og da begge partier har hængt hele deres troværdighed op på det, bliver det som at løse cirklens kvadratur, hvis de skal finde sammen i regering igen, siger Ralf Pittelkow. Lykketoft spiller derfor højt spil, men ifølge Ralf Pittelkow har han ikke haft noget valg. - Hvis han var gået til næste valg på, at S og R bare ville fortsætte den gamle linje på og udlændingeområdet, ville valget være tabt på forhånd. På samme måde vidste Fogh allerede i 98, at forudsætningen for at få magten var at ændre på nogle ting i partiet. Den sædvanlige borgerlige sang om orden i økonomien var god under Anker Jørgensen, men den duede altså ikke under Nyrup og Lykketoft, siger han. Med kopi-strategiens indtog kan partierne dog ikke undgå at blive mere og mere ens. Helt ens bliver de dog ikke, for de to partiers kernevælgere er stadig meget forskellige, mener Ralf Pittelkow. - Men faren er, at vi får en vis grad af politisk handlingslammelse, hvor man ikke er i stand til at lave de nødvendige reformer, og hvor brede forlig kun laves, hvis det lige passer ind i partiernes taktiske kram, vurderer han. Måske vender det på et tidspunkt. Lektor i amerikansk politik, Carl Petersen, peger på, at modbølgen rent faktisk er kommet under det amerikanske valg. Særligt i skikkelse af den demokratiske præsidentkandidat Howard Dean, som har slået på, at Clinton ikke var en ægte demokrat. Nu handler det om at fortælle vælgerne, hvordan demokraterne adskiller sig fra Bush og hans republikanere i stedet for at lægge sig tæt op ad dem. Hvem ved, om denne strategi også finder over Atlanten.