Militær

Fogh: Soldaterne bliver i Afghanistan

Forsvarsministeren afviser, at kampvogne kunne have reddet to soldaters liv

KØBENHAVN:Hvis forsvaret ønsker, at der bliver sendt kampvogne til Afghanistan, vil indstillingen blive fulgt. Men Danmark bliver i Afghanistan - selv om det koster soldaters liv. Det var budskabet fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han torsdag på Marienborg kommenterede, at to danske soldater - den 24-årige konstabel Mikkel Keil Sørensen fra Snedsted ved Thisted og hans 22-årige makker Thorbjørn Ole Reese, Vejle, onsdag aften blev dræbt i Afghanistan under træfning med Taliban-militsen. - Vi skal sikre, at Afghanistan bliver sikkert. Det er en militær faglig vurdering, hvad der er bedst at sende med soldaterne derned, og det er min klare opfattelse, at vi politikere vil følge den indstilling, der kommer fra forsvaret, sagde statsministeren. Om flere soldater og kampvogne vil medføre en optrapning af konflikten med Taliban-styret er meget svært at svare på, mener Anders Fogh Rasmussen. - Den egentlige opgave er at skabe den fornødne sikkerhed til at sikre genopbygningen. Men i Helmand-provinsen, hvor de to danske soldater desværre mistede livet, har Taliban lidt for godt fat, sagde han. Det var i forsøget på at smide Talibanstyret ud fra et vigtigt område, at de to danske konstabler fra Den Kongelige Livgarde blev dræbt. - Men det er nødvendigt at få smidt talibanerne ud, for de er ude på at bremse fremskridtet, siger Anders Fogh. Han ønsker ikke at sætte årstal på, hvornår de danske soldater forlader Afghanistan. - Det er en vanskelig og omfattende opgave. Derfor tror jeg ikke, at nogen kan sige, hvor lang tid det tager. Men målet er stadig meget klart: Nemlig at Afghanistan bliver et fredeligt og sikkert sted at være, og at frihed og demokrati kan få lov at blomstre, sagde statsministeren. Kampvogne i oktober Forsvarsminister Søren Gade (V) gjorde det også klart torsdag, at der hurtigst muligt skal sendes kampvogne af sted, men det er urimeligt at give de efterladte det indtryk, at kampvogne kunne have reddet liv i den konkrete situation. - At sige, at det kunne have gjort en forskel, er ikke rimeligt, for hvis man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, sker sådan nogle ting desværre, siger han. Søren Gade venter, at de fire leopardkampvogne kan være i Afghanistan i slutningen af oktober. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne mener, at Danmark fortsat skal deltage i Afghanistan, trods tab af danske soldater, men NATO bør overveje sin strategi. - Det giver ikke anledning til at ryste på hånden om at deltage i operationen. Den har et meget klart FN-mandat fra starten. Men vi er hele tiden nødt til at diskutere, hvordan vi bedst bidrager til, at Afghanistan kommer til at stå på egne ben, siger udenrigsordfører Mogens Lykketoft (S). Også for Dansk Folkeparti er det afgørende, at NATO bliver i landet, selv om de danske og allierede soldater er i regulær krig i utroligt farligt terræn i Helmand og Kandahar, mener udenrigsordfører Søren Espersen. - Dette er en kamp for sikkerheden for den vestlige verden, så Taleban ikke igen får terroristlejre i Afghanistan, hvorfra de angriber os i Europa og den vestlige verden, siger han. /ritzau/