EMNER

Fogh tavs om e-mail

KOLLUND:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviste tirsdag at kommentere den e-mail, hvor miljøminister Connie Hedegaard (K) beklager sig over de habilitetsregler, som statsministeren har fastsat. I sagen om det forvoksede Bilka-varehus i Horsens blev miljøministeren sat af sagen, fordi hun havde udtalt sig om den. Derfor mener hun, at statsministerens habilitetsregler gør det “ret umuligt” at være minister og politiker på en gang. Det har hun skrevet til sine gruppefæller i en e-mail, som blev offentlig for få dage. På et møde i Kollund sagde Fogh: - Det har jeg ingen kommentar til. For det er en gammel sag og der er ikke noget nyt i den. Det handler så vidt jeg ved om en gammel brev- eller e-mailveksling, som har været oppe at vende en gang, og hvor jeg ikke har mere at føje til, sagde Fogh. E-mailen blev sendt som “fortrolig orientering” 30. maj 2005 til medlemmerne af den konservative folketingsgruppe. Få dage forinden var Connie Hedegaard blevet sat af sagen. Den blev overtaget at justitsminister Lene Espersen (K), som ikke havde problemer med, at det ulovligt opførte Bilka blev gjort lovligt. /ritzau/