Fogh: Ud med fossile brændstoffer

Danmark skal være et foregangsland på miljø- og energiområdet. Derfor vil regeringen nu satse hårdt på at komme af med de fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas.

Mens Socialdemokraterne holder kongres i Aalborg, holder Venstre jubilæumsfest for Anders Fogh Rasmussen i Odense. FOTO: Hung Tien Vu/Scanpix
Energipolitik 23. september 2006 23:34

- Den meget ambitiøse målsætning er, at vi skal være fuldstændig uafhængig af fossile brændsler. Det er selvfølgelig en langsigtet plan, men det er det, vi skal arbejde hen imod, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sin tale på jubilæumsfesten i Odense Congress Center lørdag. Statsministeren lagde både vægt på faren ved, at de nuværende energiformer i høj grad kommer fra urocentre i verden, men samtidig gjorde han det klart, at en satsning på energiområdet kan være en god investering for Danmark. - Der er ingen modsætning mellem en fornuftig økonomi og bæredygtig energi. Danmark har et teknisk forspring på området, og det skal vi udnytte til at lave forretninger og skabe nye arbejdspladser, sagde Anders Fogh Rasmussen. Helt konkret vil regeringen i første omgang iværksætte en omfattende satsning på forskning og udvikling både nationalt og internationalt, og desuden vil den forsøge at skærpe interessen for grønne biler. Tidligere miljøminister Svend Auken, (S), glæder sig: - Én omvendt synder giver større glæde i himlen end 100 retfærdige. Vi tager ham på ordet og vil gerne forhandle, sagde Auken på Socialdemokraternes kongres i Aalborg. Socialdemokraterne vil i næste uge komme med et “markant” energioplæg, som de håber at samarbejde med regeringen om. Samtidig kan Auken ikke lade være med at undre sig over, hvad han kalder et omsving af historiske dimensioner hos regeringen. - Man går fra på alle måder at bekæmpe bæredygtighed og vedvarende energi til at sige, at det er meget rigtigt, siger Auken. Han synes, at udspillet fra Fogh er svagt. Regeringens bevillinger er ifølge den tidligere miljøminister meget langt fra niveauet i hans tid. Samtidig interesserer ingen sig for energi i Transport- og Energiministeriet, hvor det nu hører hjemme efter at have hørt under Miljøministeriet, da Auken var minister, mener Auken. - De aflyste tre havvindmølleparker, selv om det var en stor chance for dansk industri. Vi har presset igennem, at man nu omsider laver to vindmølleparker, men regeringen bekæmpede hvert skridt på vejen, siger Auken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...