Gymnasiale uddannelser

Fogh var glad for at blive testet BEDØMT: Svar om gruppeeksamen til Per Clausen

NORDJYLLAND:Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) giver nu folketingsmedlem Per Clausen (EL) ret på i hvert fald ét punkt: Eksaminationerne foregik ikke som gruppeeksamen, da Anders Fogh Rasmussen i 1972 tog sin samfundssproglige studentereksamen på Viborg Katedralskole. I et interview i Berlingske Tidende for et par uger siden beskrev statsministeren sine egne oplevelser i gymnasiet sammen med "Viborg-embedsmændenes børn, ... der havde fået det hele foræret så at sige, inklusive muligheden for at prøve at imponere omgivelserne med alle deres fine fremmedord". Fogh nævnte, at hans oplevelser dengang har været med til at udløse hans kamp for at få afskaffet muligheden for gruppeeksamen, så man kan blive "bedømt på det, man selv er og kan". Meningsløs? Per Clausen undrede sig over, at statsministeren nævnte kampen mod gruppeeksamen i forbindelse med sin gymnasietid. Og spurgte ham derfor, om han ikke var enig i, at der dengang ikke blev anvendt gruppeeksamen i gymnasiet, "og at statsministerens henvisning til erfaringer fra sin egen gymnasietid i sin argumentation mod gruppeeksamen derfor er meningsløs". Det allersidste kommenterer statsministeren ikke direkte i sit svar til Per Clausen. Han skriver, at han "er enig i, at der ikke blev anvendt gruppeeksamen, da jeg gik i gymnasiet" og tilføjer så: "Jeg har på den baggrund tilkendegivet en taknemmelighed for, at når eksamensdagen kom, så blev jeg testet på, hvad jeg kunne".